Caroline Polacheks ‘Desire, I Want to Turn Into You’ er et smaskforelsket popalbum, der nægter at lægge låg på sine følelser
Musicalinstruktøren Bob Fosse er citeret for at skulle have sagt »the time to sing is when your emotional level is just too high to speak anymore«. Det kan også være en god indgangsvinkel til at skrive gribende popsange.
Det beviste den tidligere Chairlift-sanger Caroline Polachek i 2019 på solodebuten ‘Pang’ – en breakup-plade om en hjertesorg så stor, at den var umulig at formidle på andre måder end gennem sang. Her formidlede hendes vokal eminent selv de mindste emotionelle nuancer, som i et lille knæk i stemmen der varede et splitsekund.
På 37-årige Polacheks nye album er de store følelser rodfæstet i forelskelse og længsel i stedet for hjertesorg. Længslen er så kolossal, at den bedst kan indkapsles af albummets titel: ‘Desire, I Want to Turn Into You’.
Det er i fare for at virke fjollet, når følelserne bliver så store, som titlen antyder. Men når hun synger ordene i omkvædet til åbningsnummeret, ‘Welcome To My Island’, er hendes stemme så fuld af overbevisende længsel, at man let bliver solgt.
Albummet er en antitese til den ironiske distance, man af og til ifører sig, når romantik bliver lige tilpas storladen og voldsom. Vi skal kunne tillade os at tro på kærlighed uden nogen kyniske sidebemærkninger. »I don’t know, but I believe« synger hun på ‘Believe’, og hun lader på intet tidspunkt denne tro blive udfordret.
Polachek beskriver sin kærlighed med ord som »angel« og »miracle«. Hun strør om sig med højtragende vendinger som »take a bullet for my baby« og »you are the big answer«. Selvfølgelig har hun været nødt til at udgive et så smaskforelsket album på valentinsdag – andre datoer ville slet og ret ikke give mening.
Det kræver overblik over de musikalske virkemidler, hvis man vil formidle en kærlighed af så stor skala, og dem har Polachek skam styr på.
På ‘Blood and Butter’ får vi en sækkepibesolo, der brager igennem så insisterende, at den er lige ved at kamme over. ‘Sunset’ har det behageligste lille guitarriff, der bare emmer af tryghed og varme. C-stykket på ‘I Believe’ er en ordløs vokalsolo – her føles det som om, kærligheden er så enorm, at Polachek end ikke kan verbalisere den, men at et højlydt og vedvarende »ooh« er den bedste måde at formidle den på.
Den slags greb sker i afmålte og blide poplandskaber. Det er slet ikke til at høre, at Polacheks produktionspartnere (Danny L. Harle, Sega Bodega, A.G. Cook) er fra den ofte kaotiske hyperpop-verden, for grundstenene på albummets lyd er meget kontrollerede beats.
Det eneste, der er ude af kontrol, er Polachek, når hun ikke længere kan lægge låg på sine gigantiske følelser, hvilket kun mærkes tydeligere, når sangenes grundinstrumentation ikke skejer ud.
Den skarpe popsangskrivning er af høj kaliber. Der er ømme vers i kontrast med eksplosive omkvæd på Grimes/Dido-samarbejdet ‘Fly to You’, tålmodigt stilfærdig opbygning til et ekstatisk klimaks på ‘Hopedrunk Everasking’, kløgtige vulkanmetaforer på ‘Smoke’. Kærligheden synes ganske vist altoverskyggende, men håndværket har den alligevel ikke fjernet opmærksomhed fra.
Sangskrivningen ville ikke være nær så betagende, hvis det ikke var netop Polacheks stemme og følelser, der vakte sangene til live. Hendes idiosynkratiske knæk (et vokalt slægtskab til Dido) tillader, at hendes stemme skifter karakter flere gange i løbet af blot én linje.
Hvis du er i humør til en kærlighed – blottet for kynisme og ironi – så stor, at den skal synges, er ‘Desire, I Want to Turn Into You’ den ultimative valentinsgave fra Polachek til dig.
Kort sagt:
Der er konsekvent store armbevægelser – og store vokalpræstationer – i Polacheks katarsiske kærlighedsudladning. Længsel og kærlighed er formidlet med drøngod, hyper-oprigtig sangskrivning.