Et af landets mest populære underholdningsprogrammer mangler fra næste år en vært, men det bliver ikke Tessa, der kommer til at tage over for Sofie Linde på ‘X Factor’.
Det melder rapperen klart ud i B.T., efter at ‘X Factor’-dommeren Thomas Blachman tidligere på ugen nominerede hende som programmets nye vært i et interview med Se og Hør.
»Tessa, måske?«, lød det dengang fra Blachman, der ellers tidligere har haft sine kontroverser med rapperen.
Foreslaget faldt tilsyneladende i god jord hos Tessa, som dog bedre kan se sig selv indtage en anden rolle i tv-programmet.
»Det er da stort, at Blachman foreslår, at jeg kunne tage over efter en værtslegende som Sofie Linde«, siger hun til B.T.
»Jeg har det som udgangspunkt godt med at styre showet – men hvis jeg skulle være med i ‘X Factor’ en dag, skulle det være som dommer«.
I så fald skulle rapperen sidde side om side med Blachman ved dommerbordet. Det burde dog ikke være noget problem, eftersom de to efter sigende har sluttet fred efter Zulu Awards-dramaet.