Travis Scott har brugt det sidste halvandet år på gradvist at vende tilbage til de helt store scener efter tragedien under hans Astroworld-festival i 2021, hvor 10 mennesker mistede livet.
I går aftes spillede han som hovednavn ved Rolling Loud-festivalen i Californien, men det gik dog ikke helt, som det skulle.
Ifølge musikmediet NME blev Scotts koncert stoppet før tid, da festivalarrangørerne trak stikket på lyden, mens rapperen stadig var i gang med at spille ‘Sicko Mode’.
Det har fået flere fans til at klage på sociale medier. Det fremgår ikke, hvorfor lyden blev stoppet, eller om Scott var gået over tid.
Ifølge NME kunne man i en officiel festival-livestream høre Travis Scott sige: »Tusind tak, jeg elsker jer alle. Jeg ville ønske, jeg kunne spille mere, men de beder mig om at stoppe«, mens publikum buhede.
Travis Scott spiller i år som hovednavn på en række europæiske festivaler, hvilket måske kan betyde, at han også lægger vejen forbi en dansk festival til sommer.
Han forventes desuden at udgive sit længeventede album ‘Utopia’, der følger op på storsuccessen ‘Astroworld’ fra 2018. Opfølger-albummet har længe været annonceret, men er formentligt blevet forsinket både af covid og Astroworldfestival-tragedien.