Frank Ocean kunne lære en ting eller to af Hans Philips koncert i Store Vega
Sammenligningerne mellem Hans Philip og Frank Ocean har velsagtens eksisteret siden Ukendt Kunstner-æraen, men de har særligt været uundgåelige, siden den københavnske banebryder i 2019 solodebuterede med albummet ‘Forevigt’.
Af netop den årsag er timingen for Hans Philips aktuelle turné rigtig spændende. For turnéstarten flugtede elegant med, at Frank Ocean skulle gøre sit store live-comeback på Coachella i Californien.
Oceans amerikanske comeback vakte dog fæl skuffelse og blev efterfulgt af aflysninger. Hans foregående 2017-turné fik heller ikke udelte roser.
Det burde være muligt at få musik som Oceans til at fungere live. Og det er det skam. Man behøver blot at se på, hvad Hans Philip præsterede mandag aften i Store Vega.
Allerede inden Hans Philip åbnede munden, blev publikum sat i god koncertstemning. Scenen var dækket af kunstigt græs og et væld af planter (herunder et stort træ), og livebandets guitarist sad og hyggede sig på en sten.
Bag musikerne viste en storskærm et væld af animationer i løbet af koncerten, og i samspil med lysshowet og den skovlige scenebeklædning transporterede det os fra verden til verden. Til ‘Rose’ var der rosenblade over det hele, ‘I morgen’ foregik foran en solnedgang, og under ‘Tiden læger alle sår’ bevidnede vi en græsplæne fra insektperspektiv.
Aftenens hovedperson var en fænomenal performer. Da jeg i 2019 bevidnede hans første solokoncert nogensinde, var vokalen som forventet stærk, men der var ikke det store spil for galleriet. Mandag aften i Store Vega var der dog virkelig kommet tjek på maskineriet.
Han accentuerede ofte lyriske pointer med kække små fagter, og han var aldrig bleg for at bruge de instrumentale passager til at fyre nogle dansetrin af. Under ‘Ciel’ dansede han tæt og intimt med sig selv, og under ‘Et studie i overtænkning’ kanaliserede han de ikoniske bevægelser fra Drakes ‘Hotline Bling’-video.
Så kan man ikke være i andet end godt humør.
Der var også godt med kække bemærkninger til publikum, der svarede igen ved at danse eller synge med, når Hans Philip opfordrede til det – eller helt uopfordret at lukke kajen og føle den intime stemning, når stilfærdige numre som ‘HSól’ og ‘Juno 18’ fordrede det.
Til gengæld fik vi så også upåklagelig musikalitet. Hans Philips vokal viste nemlig vidunderlig spændvidde.
Vi var alle i hans hule hånd, uanset om vi var ude i den stilfærdige følsomhed fra ‘Siger ingenting’, eller når han på afslutningen til ‘Rose’ kanaliserede Childish Gambinos ‘Awaken, My Love!‘ med et vidunderligt skingert skrig. Selv det noget flødepoppede arrangement af ‘Tæt på’ gav anledning til nogle store vokaløjeblikke.
Når Hans Philip fra tid til anden rappede, herskede der heller ingen tvivl om, at han er en af sin generations dygtigste hiphopstemmer.
Han legede med flowet til ‘Saa blaa’, så det i andet vers blev en helt anden lytteoplevelse end studieudgaven, men uden at han på noget tidspunkt snublede. Rapstykkerne på ‘Et studie i overtænkning’ og ‘Dagdrøm [1]’ var også regulære magtdemonstrationer på mikrofonen.
Hans Philips backingband var også gode til at sælge det hele. Den våde rumklangsguitar på ‘Somendrøm’, den fyldige og sjaskede bas på ‘Neso’ og de jazzede keyboardakkorder på ‘Saa blaa’ var nogle af højdepunkterne i en sonisk rig koncert, der også talte et tungt og ængsteligt drop i slutningen af ‘Siger ingenting’, hvor trommerne hamrede løs, alt imens Hans Philip syntes opslugt af nummerets angst.
Koncerten var så smuk, rørende og vellydende. Måske Frank Ocean bare skal ringe til Hans Philip for at få fifs til, hvordan man får intim, hiphoppet alt-r’n’b til at fungere i en live-setting?
Kort sagt:
I Store Vega lykkedes Hans Philip med det, som den internationale åndsfælle Frank Ocean har fejlet med på det seneste: Nemlig at transformere inderlig, ængstelig alt-r’n’b til vellykkede koncerter.