Popstjerne aflyser Tinderbox-koncert

Popstjerne aflyser Tinderbox-koncert
Raye. (Foto: PR)

Når Tinderbox løber af stablen til juni, bliver det uden et af de store internationale navne.

Festivalen skriver på Facebook, at britiske Raye har valgt at aflyse sin koncert for i stedet at tage på turné med SZA.

Raye var ellers en oplagt booking. Hun slog for alvor igennem med 070 Shake-samarbejdet ‘Escapism’, der blev stort på TikTok, og siden har indtaget hitlister verden over – også takket være en sped up-version af sangen.

I februar udgav hun debutalbummet ‘My 21st Century Blues’, der var at finde på hitlisterne rundt omkring i verden.

Man kan dog trøste sig med, at Raye i stedet kan opleves i Store Vega til november i forbindelse med hendes soloturné.

Tinderbox skriver på Facebook, at de arbejder på at finde en erstatning, som vil blive annonceret snarest muligt.

Tinderbox løber i år af stablen fra 22.-24. juni. På plakaten finder man navne som Black Eyed Peas, Lukas Graham, Maroon 5, Red Hot Chilli Peppers, Nik & Jay, Tobias Rahim, Artigeardit, Benjamin Hav, Jada og D1ma.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af