‘Det hele handler om dig’: Hvorfor gør August Høyens eksistentielle smerte slet ikke ondt?
Det er blevet kaldt »Hans Philip-effekten« her på Soundvenue: De afvæbnede mænd, der har smidt rustningen for at blotte deres sårbarheder.
Bølgen kommer nøjagtig 20 år efter, at Tue West lagde sig fladt ned i endnu en sang om kærlighed. Tid nok til at glemme, at de følsomme fyre hele tiden har været der, men at de blev overdøvet af tunge beats og gaderap.
Også i August Høyen klinger Gen Z-udgaven af den vægelsindede mand. »Følelser, følelser, følelser«, som han sukkede med en tåre i øjenkrogen til sin nylige koncert på Spot Festival.
Hans Philip-effekten er til at tage og føle på i den sovekammer-soul, vi bliver præsentereret for på debut-ep’en ’Det hele handler om dig’. Seks sange, der på den ene side dyrker den lavmælte og indadvendte energi, men som samtidig gør et halvhjertet forsøg på at bryde ud af den.
Første nummer, ’Blomster visner’, gør det tydeligt, at Høyen gerne vil lufte ud på værelset. Vi bliver mødt af en sangskrivning, der ikke har forladt sengekanten endnu: Simple guitarakkorder og Høyens kompetente r’n’b-vendinger, der ligger lunt i hans varme vokal med den helt rette dosis af emotionel hæshed.
»Nu har jeg haft det dårligt i for mange dag’ / Så jeg gi’r mig lidt plads og ser film for mig selv«, hører vi og fornemmer, hvordan et lydligt gennemtræk af synth og bas er dét, der skal til for at få sangeren ud af sengen.
Til sidst rejser Høyen sig og flyver fra reden på vingerne af sit dedikerede neo-soul-band.
Men det er en temmelig undervældende musikalsk udklækning, vi er vidne til. Silk Sonic rumsterer i baghovedet på soul-balladen ’Ærlig’, og ’Sommerregn’ har den samme kækhed, vi også kender fra Thøger Dixgaard. En blåøjet r’n’b-forherligelse, der snart må have nået sidste salgsdato.
Hans Philip-effekten viser sig også i naturmetaforikken, der med sommerregn og visnede blomster gør det tydeligt, at angsten hele tiden ligger på lur i de glade dage.
På ’Nattelys’ lader Høyen sig svøbe i nattetimernes Rhodes-blå melankoli, der udtrykker sig med en folkemusikalsk dialekt. Ensomheden larmer (»Mon I andre sover nu / Eller tænker som jeg gør«, lyder det), men en tværfløjte dulmer det søvnløse sind med en beroligende vuggevise.
Mens det for 20 år siden var kærlighed, de følsomme mænd sang om, er det i 2023 angst. Jeg tror, de følelser, August Høyen formidler klart og tydeligt med sin musik, vækker genklang hos rigtig mange lyttere, og det er sikkert også en del af årsagen til, at han streamer godt og spiller udsolgte koncerter.
Men til trods for de ærlige tekster mangler der en kunstnerisk risikovillighed, som kan gøre Høyen fri af forbillederne. Ep’en læner sig op ad et næsten anonymt musikalsk standpunkt.
Den eksistentielle smerte, der har bolig i musikken, gør slet ikke ondt, og forløsningen af Høyens åbenlyse sangskrivertalent lader vente på sig.
Kort sagt:
August Høyen har svært ved at vriste sig fri af forbillederne på debut-ep’en ‘Det hele handler om dig’, hvor sangeren flyver fra reden på vingerne af en inkarneret, men også gennemtærsket r’n’b-lyd.