Spot Festival: Der er absolut ingen grund til, at August Høyen er så hård ved sine egne sange
Det er noget vidunderligt gammeldags over August Høyen på plade. Ingen store armbevægelser og minimal main character-energi – bare en mand i en bøllehat, der krænger hjertet ud over fingerspillede guitarakkorder.
Den slags kan hurtigt blive dødkedeligt, hvis ikke materialet er stærkt nok. Men Høyen og makkeren Laurits Smedegaard Andersen har gudskelov mestret kunsten at skrive sange, der føles som ét langt, musikalsk kram.
Samme varme var at mærke, da Høyen fredag aften gjorde sin debut på Spot Festival. Den største oplevelse i hans liv, hvis vi skal tro sangeren selv.
Ikke overraskende var VoxHall fyldt til randen. Høyen har ganske vist kun en håndfuld singler på samvittigheden, men hele tre udsolgte koncerter på Hotel Cecil til efteråret vidner om en enorm kærlighed til det nye navn.
End ikke aftenens hovedperson kunne dog have forudset, hvor stor denne kærlighed rent faktisk viste sig at være.
Med undtagelse af de endnu ikke udgivne sange istemte salen sig hver eneste følsomme linje, og det var en tydeligt rørt Høyen, som under breakup-balladen ‘Regner med’ kunne træde et skridt tilbage fra mikrofonen og lade publikum klare resten.
I en live-setting viste August Høyen sig til gengæld at være meget mere end den ømskindede lejrsbålssanger, man måske kunne have forestillet sig.
På Spot Festival var sangeren mødt op med et fuldt band, der foruden makkeren Anders på guitar også talte trommer, keyboard og sågar horn. Især sidstnævnte klædte de skrøbelige kompositioner afsindigt godt.
Stedvist blev det også mere upbeat, end vi har oplevet Høyen tidligere.
Det gjaldt ikke mindst det nye nummer ‘Sommerregn’, hvis melankolske søndags-r’n’b vækkede mindelser om Hans Philip, mens den ellers så nedbarberede single ‘Forsvinder’ i dagens anledning blev serveret i en nærmest Regina Spektor-agtig indiepop-indpakning.
Den slags lover godt for Høyens kommende debut-ep. Udtrykket bliver efter alt at dømme mere alsidigt, end mange nok havde forventet. Mere fyldigt.
Men selv i disse stunder formåede Høyen at bibeholde intimiteten. Uanset hvor meget han skruede op for instrumentationen, var det stadig følelserne, der talte tydeligst. »Følelser, følelser, følelser«, som han selv formulerede det.
For ja, Høyen er en meget følsom fyr. Og han ved det godt selv.
Det stod klart flere gange under koncerten, da han selvironisk kom med bemærkninger som »sødt, ikke?«, eller da han rundede et nyt nummer om at købe blomster af med sige »så har I vist fattet, at de var købt til dig«.
Brugt med måde kan den slags være ret sjovt. Men stedvist kammede den sarkastiske distance også en anelse over. Publikum elsker jo tydeligvis disse sange, så hvorfor føler Høyen så stort et behov for at tage afstand fra sit eget materiale?
Han har i hvert fald ikke noget at skamme sig over. Musikken er jo glimrende, og det samme var det trygge, rare univers, han fredag aften inviterede os ind i på Spot Festival.
Kort sagt:
Det var noget nært umuligt ikke at hygge sig til August Høyens hjertevarme debut på Spot Festival, der ligesom hans håndfuld af allerede udgivne singler føltes som ét langt, musikalsk kram.