»Tager du til Distortion?«
Hvert år ved denne tid bliver jeg stillet samme spørgsmål, der giver mig tics i øjet og angstens sved.
Jeg har mig selv mistænkt for at lide af en selvopfunden sygdom, jeg kalder Distortion-overvældelse. Og det kan jeg umuligt være alene om.
Godt nyt dog. Det kan man heldigvis kurere. Jeg tager dig derfor nu i hånden, og så finder vi lige ud af, hvad der er op og ned i den københavnske festival.
Til en start kan jeg glæde de ikke-omstillingsparate med, at Distortion ret meget holder fast i den nye festivalsform, de etablerede sidste år.
Det vil altså sige seks forskellige eventtyper: Distortion X, Distortion Ø, Distortion Club, gadefest på Vesterbro, Havnefest og ActionHygge.
Det lyder måske af meget, men helt så kompliceret er det faktisk ikke.
Hele balladen skydes i gang med Distortion X, der finder sted onsdag og torsdag. Her er det på Langebro og Rådhuspladsen, det går ned.
Og så koster det penge. Mere præcist skal du hoste op med 250 kroner per scene, men til gengæld kan du så indkassere det solide hiphop/house-lineup, Distortion X i år har støbt sammen.
Det slutter omkring midnat, men har du ikke fået fest nok, kan du jo svinge forbi Distortion Club. Her er konceptet, at et udvalg af 11 natklubber i København – alt fra Arch til Pumpehuset – fortsætter galskaben.
Nu er det på tide, at alle jer på et S.U.-budget spidser ører.
Torsdag og fredag er der nemlig gang i de gratis aktiviteter, der tæller Gadefest på Vesterbro (og andre steder i København), ActionHygge og Havnefest. Her er det især værd at bide mærke i, at Havnefesten i år har status som en decideret gadefest, ligesom på Vesterbro.
Det hele rundes af med to dages rave i weekenden på Refshaleøen. Bedre kendt som Distortion Ø, hvor de i år præsenterer fire nye scener. Rave, Forest, Sunrise og Shadow hedder de og er dedikeret til hver sin elektroniske genre.
Distortionisterne derude må nok have bemærket, at det hele forløber mere eller mindre som vanen tro. Så hvad er nyt?
Jamen, udover et par førnævnte tilføjelser, mangler vi egentlig bare at nævne et ordentligt bæst af et festfyrværkeri, der fyres af til Havnefesten på Refshaleøen.
Distortion har nemlig 25-års fødselsdag. Og det skal fejres.
Mascleta hedder det spanske lydfyrværkeri, der ifølge Distortion-bossen, Thomas Fleurquin, får én til at ende »i fuld ekstase«.
Onsdag 31. maj
Onsdag er ret ligetil.
På denne dag er din vigtigste opgave at vurdere, hvilket Distortion X-event, der skal have fornøjelsen af dine dance moves.
Vil du ud ved Langebro til hiphop/house-fest med Kidd, Skinz og Tessa eller er du mere til rendyrket hiphop-fest på Rådhuspladsen med Benny Jamz, Carmon og Icekiid?
Distortion X siger tak for i aften kl. 23 ved Langebro og kl. 24 på scenen ved Rådhuspladsen. Men frygt ej. Er der mere fest gemt i dig, kan du jo tage til et Distortion Club-event på én af de udvalgte natklubber i København.
Det kunne jo for eksempel være, at du havner på Hotel Cecil, hvor den Ed Banger-signede franskmand Myd vender plader.
Torsdag 1. juni
Når du vågner torsdag morgen, skal du vurdere: Er du mest på endnu en dag med fuld smadder eller er du mere i hyggehumør?
Hvis det førstnævnte er tilfældet, bør du iføre dig dit Distortion X-armbånd og finde mod Rådhuspladsen til trance-fest. Eller til Ingerslevgade på Vesterbro, hvor blandt andre Johnson og Rune Rask står for at tilfredstille dit festbehov.
Desuden er der endnu en gang Distortion Club, når mørket falder på.
Men, men, men mulighederne er også mange til dig, der er mest til mild ballade.
Torsdag er nemlig dagen for de gratis gadefester på Vesterbro.
Her finder du for eksempel Silent Disco, 100blaa-showcase med blandt andre Neon Priest og Bjørn, samt hyperpop-fest med pladelskabet Myra, der præsenterer Debbie Sings, Sonic Girl, Tonser og The Bird.
Eller du kan tage til en Actionhygge-aktivitet som hundefest, langbordsmiddag eller street fodbold.
Fredag 2. juni og lørdag 3. juni
Som noget nyt i år er der om fredagen 14 gratis gadefester i København, når Havnefest rammer Københavns inderhavn og dele af Refshaleøen med fest, musik og aktiviteter som DM i maveplask.
Måske vil den opmærksomme Distortion-gænger have bemærket, at sidste års nye koncept Havnehygge er blevet til Havnefest. Hvilket lyder, som om festen får et nøk op i år.
Til slut er der selvfølgelig Distortion Ø. Det to dage lange rave-event på Refshaleøen huser 36 navne inden for elektronisk musik fordelt på de fire nye scener.
Blandt de mest kendte er nok Chicago-stjernen Honey Dijon, der senest arbejdede på Beyoncés ‘Renaissance’, og den ligeledes Chicago-fødte The Blessed Madonna, der har udgivet remix-albummet ‘Club Future Nostalgia’ med Dua Lipa.