Fansene var forståeligt nok stiktossede, da Lil Wayne i forrige uge afsluttede sin koncert i Los Angeles efter kun en halv time, fordi energien fra publikum ifølge rapperen slet og ret var for dårlig.
Nu har Lil Wayne slået sin egen rekord i at spille korte koncerter. Til weekendens Metro Metro Festival i Montreal ankom rapperen nemlig så sent til sit eget headlinershow, at han kun nåede at optræde i 15 minutter.
Det rapporterer blandt andre den fransksprogede lokalavis Le Journal de Montréal.
Metro Metro Festival kommenterede sidenhen sagen i en story på Instagram, hvor de undskyldte for Lil Waynes »forkortede« koncert. Omtalte story er ikke længere aktiv.
Den canadiske hiphopfestival fortsatte lørdag og søndag med henholdsvis Jack Harlow og Lil Baby som headlinere. Efter sigende kom begge disse rappere til tiden og spillede en hel time, ligesom de var programsat til.