Det kom ikke som den store overraskelse, da Grimes i sidste uge kunne afsløre, at hun er helt åben over for AI-sange, fordi hun med egne ord synes, at det er »cool at smelte sammen med en maskine«.
Nu tager Grimes sin AI-positive holdning skridtet videre.
Den tech-positive musiker har netop lanceret en ny service ved navn Elf.Tech, som gør det endnu nemmere for AI-kreatører at bruge hendes stemme.
Det er der allerede kommet en række nye AI-sange ud af. Blandt andet en cover-version af A-Has ‘Take On Me’ med Grimes som vokalist.
Der er også en bruger, der har lavet en Grimes-sang fra bunden.
Grimes skriver på Twitter, at det er en »banger« og en »syg sang«, men at den ikke helt »lyder som Grimes«.
Den nye service blev annonceret efter et internationalt musiktopmøde på Ibiza, hvor Grimes var hovedtaler.
Her forklarede hun også, at hendes positive indstilling til AI blandt andet skyldes hendes foragt for copyright.
»Jeg føler virkelig, at der er alt for meget gatekeeping i musik. Copyright stinker. Kunst er en samtale med alle, der går forud for os. At blande det med ego er et moderne koncept. Musikindustrien er blevet defineret af advokater, og det kvæler kreativiteten«, lød det blandt andet.
AI-teknologien deler for tiden vandene i musikbranchen.
Ligesom Grimes har også Liam Gallagher umiddelbart et positivt syn på teknologien, mens især Drake har udtrykt sin frustration over selv at blive offer for AI.