Kaytranada og Aminé har slået sig sammen som Kaytraminé – og de får det bedste ud af hinanden
Der er mange supergrupper, der lyder spændende på papiret, men som i praksis ender med at falde til jorden. Og så er der supergrupper som Kaytraminé, hvor vi allerede på forhånd vidste, at de to parter fungerer godt sammen.
Det her er nemlig ikke første gang, den vidunderligt funky producer Kaytranada samarbejder med den legesyge rapper Aminé. Duoen havde derimod allerede udgivet en håndfuld sange sammen, længe inden Kaytraminé-projektet overhovedet blev annonceret.
Allerede på 2015-skæringerne ‘YeYe’ og ‘La Danse’ var samspillet mellem de to parter unægteligt charmerende, og det samme gør sig gældende allerede fra første track på ‘Kaytraminé’. Åbningsnummeret ‘Who He Iz’ emmer af den kækhed og det overskud, der alle dage har gjort både Aminé og Kaytranada til eftertragtede spillere på hiphopscenen.
Her får vi over-the-top kæphøje linjer som »I’m one of the few men who know where the clit is« og et synthfunk-groove, der hyppigt leger med dine forventninger. En solid åbning, der tilmed etablerer et etos for resten af numrene.
Kaytranada lader beatet tage små diskrete pauser, så et adlib kan optage hele lydfladen. Det adlib bliver tilmed sovset ind i lækre sci-fi-effekter, så det passer med stemningen. Eller måske er det Aminés flows, der er kreeret med ypperste bevidsthed om beatets spidsfindigheder og detaljer?
Sandheden er nok, at albummet er en smuk symbiose mellem de to parter – ikke den ene part, der tager udgangspunkt i den anden, men det mest sexede tohovedede monster, man kan forestille sig.
Monsteret får dog også lidt assistance udefra, og fokus har umiddelbart været på at rekruttere kunstnere, der besidder samme sleske charmetrold-aura som duoen selv: Snoop Dogg, Pharrell, Big Sean og en lidt mere barsk stemme i form af Freddie Gibbs, der dog altid bevarer et glimt i øjet.
Den flirtende lyrik får også noget kvindeligt modspil i form af Amaarae, der matcher Aminés vittige og sensuelle tone på ‘Sossaup’, mens Kaytranada her lykkes med at blande afrobeats ind i albummets kække synthrap-univers.
Gæsterne er med til at cementere, at tonen og stemningen er gennemtænkt. Og det store smil forlader da heller ikke læberne, før albummet er overstået.
Der er dog en håndfuld steder, hvor smilet bliver lidt udfordret. Begge Kaytraminé-parter får deres styrker amplificeret af samarbejdet, men til gengæld er deres fælles svagheder også eksponeret mere end før – særligt deres tendens til at udgive musik, der føles mere som lovende fragmenter end som helstøbte sange.
Den afslappede ‘Rebuke’ når aldrig rigtig at komme ordentligt i gang, før den er overstået. Beatet er fremragende neosoul, men Aminés momentum starter og standser for ofte, og end ikke omkvædet afsluttes forløsende.
‘Master P’ kunne klart trænge til et mere slagkraftigt hook end et evindeligt gentagende »Y’all ni**as out here better watch it«, og sangens kluntet påklistrede outro føles mere som Kaytranada, der har lyst til at jazze rundt, end det lyder som noget, der rent faktisk tjener værket.
Den ellers ganske potente ‘Ugh Ugh’ afsluttes også lettere antiklimaktisk med en outro, hvor al luften fiser ud af den musikalske ballon.
Der er dog så meget, der kører for Kaytraminé, at disse problemer ingenlunde forhindrer mig i at anbefale albummet. Problemerne giver mig egentlig blot lyst til at se dem teame op igen – for Aminé og Kaytranada forstår virkelig at få det bedste ud af hinanden.
Kort sagt:
Hver for sig er Kaytranada og Aminé to af hiphopscenens største charmetrolde. Sammen er de et sexet, tohovedet monster, der konsekvent får lytteren til at trække på smilebåndet.