Aldrig har en albumtitel passet så godt som på Jpegmafia og Danny Browns ‘Scaring the Hoes’
»We don’t wanna hear that weird shit no more«, rapper en selvbevidst og selvironisk Jpegmafia på ‘Scaring the Hoes’, titelnummeret på hans nye fællesalbum med Danny Brown.
Så kontant kan albummet opsummeres. Weird shit. Den slags musik, der får den brede befolkning til at famle febrilsk efter AUX-stikket, hvis du smækker albummet på til en fest.
Det omtalte titelnummer er ingen undtagelse. Her er frenetiske handclaps og buldrende livetrommer. En dissonant saxofon, der skærer så meget i ørerne, at en del af dig uundgåeligt vil få lyst til at flå dine hovedtelefoner af.
Og teksten? Rablende metalinjer om hvordan eksperimenterende støjrap er det rene karriereselvmord. Ironien er til at tage og føle på.
Endnu mere vanvittigt står det til på ‘Garbage Pale Kids’, der sampler en 80’er-reklame for et japansk kødpakningsfirma. Derefter gælder det Kelis-hittet ‘Milkshake’, der får en kaotisk drum’n’bass-overhaling på ‘Fentanyl Tester’. De to særlinge kan tydeligvis rappe over hvad som helst, og det gør de så sandelig også.
Fuck-it-attituden kommer også til udtryk i lyrikken, som er pakket med absurde one-liners (»Incels just can’t let it go like Frozen«, rapper Danny Brown blandt andet) og sporadiske svinere til alle omkring dem.
På titelnummeret er det Chance the Rapper, der står for skud. På det P. Diddy-samplende åbningsnummer ‘Lean Beef Patty’ er det Elon Musk, der stilles til regnskab for sin skandaleombruste kamp mod falske Twitter-profiler.
»First off, fuck Elon Musk«, lyder den første linje på albummet. Så er vi ligesom i gang.
Jpegmafia trækker det største læs som både rapper og producer. Ikke overraskende syder og sprutter produktionen på de i alt 14 numre af den smadrede internethiphop, som efterhånden er blevet Peggys varemærke.
‘Scaring the Hoes’ føles med andre ord mere som et Jpegmafia-album end som et Danny Brown-album. Men det betyder ikke, at sidstnævnte på nogen måde er overflødig. Tværtimod, faktisk.
Den satiriske ‘Steppa Pig’ er et godt eksempel. Med sine skrigende synthlinjer og sit overflødighedshorn af samples er produktionen et højdepunkt i Peggys karriere. Men den maniske energi når nye højder, når Brown rammer tracket med en nærmest punket fandenivoldskhed.
Der er bare et eller andet i Browns notorisk skingre, overlagt rastløse flow, der passer perfekt til samarbejdspartnerens mest industrielle tendenser. Beatet hakker og stammer. Peggy forbliver rolig. Og Brown eksploderer.
Desuden er det beundringsværdigt, at Brown i en alder af 42 (!) år forbliver så grænsesøgende. Hvor de fleste midaldrende rapper nøjes med at forfine håndværket eller laver voksen-plader om ægteskabsknas, lyder Brown her akkurat lige så syret som på gennembrudsalbummet ‘XXX’ fra 2011.
Så ja, Peggy har helt ret. Det her er noget weird shit. Og albumtitlen ‘Scaring the Hoes’ kunne således heller ikke have været anderledes.
Kort sagt til de uindviede: ‘Scaring the Hoes’ er et udtryk, der er blevet til et meme. Tanken er, at visse nørdede interesser bogstavelig talt kan »skræmme kællingerne væk«. Fra din ‘Fortnite’-afhængighed til din samling af Pokémon-kort.
Det gælder naturligvis også den alternative hiphopscene, som Danny Brown og i særdeleshed Jpegmafia i årevis har været frontløbere for.
Smider du Earl Sweatshirts depressive lo-fi-hovedværk ‘Some Rap Songs’ på til en fest? You’re scaring the hoes. MF Doom og Madlibs artrap-kultklassiker ‘Madvillainy’? GIV MIG AUX-STIKKET OG LAD OS HØRE NOGET DRAKE!
Men Jpegmafia og Danny Brown tager udtrykket til sig og omfavner deres status som nørder. Deres første album som en fælles enhed er et frontalangreb på konformiteten, og det har sjældent føltes så godt at være en outsider.
Kort sagt:
‘Scaring the Hoes’ lever op til sin titel med en omgang smadret støjrap, der nok skal få brede befolkning til at famle febrilsk efter AUX-stikket.