Beyoncé tager i disse uger Europa med storm med sin spektakulære ‘Renaissance’-turné.
I går aftes optrådte popdronningen i Paris, hvor hun fik besøg på scenen af ingen ringere end sin datter Blue Ivy, der fik lov til at danse løs under sangen ‘My Power’.
Iblandt publikum var Jay-Z og Megan Thee Stallion, som Beyoncé samarbejdede med på ‘Savage’-remixet.
Beyoncé begyndte på sin turné tidligere på måneden i Stockholm, hvor hun imponerede Soundvenues anmelder, der gav fem stjerner og beskrev koncerten som »en af de mest spektakulære koncerter, jeg nogensinde har set«.
Juni byder på flere koncerter rundt omkring i Europa, inden hun drager over Atlanten i juli og spiller i Nordamerika de næste tre måneder.
Det overlegne (og syrede!) sceneshow fik Soundvenues Malthe Hjort til at konkludere, at Beyoncé er på vej ind i en hidtil uset freaky fase, hvor hun for alvor tør skeje ud.