Yeule ‘Sulky Baby’
Singaporeanske Yeule markerede sig som en af sidste års mest interessante nye artister igennem en spændende digital persona og en glitchet, post-hyperpoppet lyd.
Nu har Yeule, der bruger de/dem-pronominer, skrevet kontrakt med pladeselskabet Ninja Tune, og den første sang på det nye label er lidt af et stilskift.
Blandt andet består stilskiftet i at Nat Ćmiel, der står bag Yeule-projektet, træder væk fra sin opdigtede identitet, og i stedet konfronterer sin egen opvækst. Den grædefærdig baby fra sangtitlen er nemlig en yngre udgave af Ćmiel, og sangen er tænkt som en samtale mellem voksen- og barne-udgaven af dem.
Ćmiel beskriver sangskrivningsprocessen på Bandcamp:
»Jeg følte, at jeg snakkede med en yngre udgave af mig selv for at få hende til at stoppe med at græde, mens jeg så tilbage mod alle de måder, jeg har forrådt og forsømt min egen uskyld. Jeg lykkedes ikke med at beskytte hende, så jeg kunne mærke, at det var nødvendigt at rejse tilbage i tiden og give hende det, hun hungrede efter«.
August Høyen ‘Blomster visner’
Danmarks nye følsomme singer/songwriter-skjald August Høyen åbner sin nyudgivne debut-ep rigtig fornemt. Her synger han om blomster, der visner, fordi de var købt til nogen, han ikke længere kan give dem til. Symbolikken er ikke diskret, men den går lige i hjertet.
Babyface Mo ‘Facts’
Tag ikke fejl af single-coveret der ligner noget fra det svenske metalband Bathory – for ‘Facts’ er så straight-up hiphop som det kan blive. Et markant men ikke videre travlt beat, der agerer fundament for at Babyface Mo kan spytte et hav af gennemtrængende bars.
Christine and the Queens ‘Tears Can Be So Soft’
Til sommer får Christine and the Queens den udfordrende opgave at indtage Orange Scene til en sen nattekoncert. Inden da udgiver han 9. juni et helt nyt Mike Dean-coproduceret album, der bærer titlen ‘Paranoïa, Angels, True Love’. Tredjesinglen derfra er en intim og øm triphop-skæring, der bare kalder på en mørk festival-nattehimmel.
Veeze feat. Lil Uzi Vert ‘GOMD (Remix)’
New York-rapperen Veeze har fået (endnu) et viralt hit med den tågede banger ‘GOMD’, og den slags hastige popularitet kalder på et cosign. Her dukker ingen ringere end Lil Uzi Vert op for at fortælle om drugs og succes på den spidsfindige måde, kun Uzi kan.
Yeat ‘Already Rich’
Internettets mest polariserende rapper har længe teaset dette track, og nu er det endelig ude. Det er en dejligt skramlet feststarter, der oser af både punket anti-ortodoksi og klassisk hiphoppet selvtillid.
Jessy Lanza ‘Midnight Ontario’
Jessy Lanza startede sin karriere med alternativ r’n’b, men som årene er gået har hun flirtet mere og mere med det elektroniske. Denne 2-step-produktion er ingen undtagelse, og vi glæder os til mere euforisk electropop, når hun 28. juli udgiver albummet ‘Love Hallucination’.
Ukendt Kunster ‘Hele dagen’
Selvfølgelig skulle vi have et nummer med fra den nye Ukendt Kunstner-plade.
Det føles helt syret at ‘Dansktop’ i det hele taget findes. ‘Hele dagen’ er tæt på at være indbegrebet af denne tilbagevenden: »Uh, det’ godt at være tilbage« rapper Hans Philip over et beat der klart lugter af, at Jens Ole McCoy ved præcis hvad der gjorde de klassiske Ukendt-sange så magiske.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: