Mange har nok prøvet det der med, at der kommer lidt flere gæster til festen, end der egentlig var inviteret. Pludselig er der ild i gardinerne, og nogen står og kaster op i den pæne vase. Det kan hurtigt føre til et lidt urovækkende kontroltab.
Men få har nok prøvet den følelse i samme udstrækning som Thomas Fleurquin, der i de seneste årtier har kæmpet med et fremmøde på titusinder, når Distortion har indtaget byen. I perioder har det virket, som om hele Danmarks festliderlige ungdom er valgfartet til byen.
I mange år var der ikke bare mange mennesker – der var for mange. Det hele druknede. I pis, i bræk, i kaos.
Men nu, i 2023, har festivalen faktisk fundet en form, der fungerer. Det fortæller den (som altid) glade og højenergiske franskmand, da han besøger Soundvenues kontor en lille uge inden festivalen går i gang.
Årets program ligner sidste års, forklarer Fleurquin, med den ændring at Københavns Havn skal fylde mere end før og overtage Nørrebros rolle som gadefest-lokation.
I modsætning til tidligere år, hvor frustrationen over festivalens størrelse og natur ofte skinnede igennem, oser han af optimisme. Er det virkelig lykkedes Thomas Fleurquin og Distortion-holdet at tæmme det ustyrlige bæst, deres festival var blevet til?
Det er jo efterhånden blevet en årlig tradition, at du forklarer vores læsere, hvordan Distortion ser ud – og hvor festivalen er på vej hen. Så hvor står vi i 2023?
»Der er tre helt forskellige festivaler inde i Distortion. Der er en gratis gadefest, som virkelig er ved at blive til en byfest med langbordsmiddag og BørneDistortion. I år bliver det endnu mere familievenligt og byfest-agtigt. Men selvfølgelig på den fede måde. Vi har stjernekok til langbordsmiddagen og vi laver popup-dansescener på asfalten og teenage-Distortion«.
»Så er der Distortion X, som er totalt hiphop- og EDM-ungdomsfest, og Distortion Ø som er til elektronisk musik og til folk, der køber billet længe i forvejen. Distortion X er et hiphop-brand, og Distortion Ø er et technobrand«.
»Overgangen til den opdeling mellem Distortion X og gratis byfest har vi virkelig fanget. Det har taget fem-seks år, men nu er den der. Den overgang, jeg talte med dig om sidste år, er lykkedes 120%«.
Har Distortion dermed fundet sin endelige form efter 25 års konstant forandring?
»Nej, det kommer den ikke til, men vi har fundet en form, der kan holde nogle år. Men man kunne for eksempel godt lave Nørrebro igen i stedet for Vesterbro et år. Vi har ikke råd til begge, så det skulle skifte fra år til år«.
Hvorfor rykkede I egentlig ud af Nørrebro?
»Vi havde ikke råd, og i sidste ende var Vesterbro nok det mest Distortion-agtige kvarter. Der er stadig lidt arbejderklasse-vibe og nogle slummede butikker. Der er også mere plads på Vesterbro. Sønder Boulevard er nærmest skabt til at kunne håndtere Distortion. Der er også altid kommet flere beboere på Vesterbro, det har altid været mere byfest. Nørrebro var en lidt hårdere vibe. Måske også fordi Nørrebro plejede at være den første dag«.
I år er der også gadefester i Københavns Havn. Er det her, fremtidens gadefest skal finde sted?
»Ja: Folk skal lige fatte, at der er 17 scener og et giga event i Københavns Havn. Vi vil bruge havnen som en bydel. Den er kommet i stedet for Nørrebro«.
Det er et skift fra sidste år.
»I år kører vi med Havnefest som et gratisevent om fredagen. Sidste år ville vi ikke engang kalde det fest, fordi vi var bange for sikkerheden. Men der kom kun 4-5.000, og det var slet ikke farligt. Hvis der kommer det dobbelte – eller op til 15.000 – er det intet problem. Vi kan håndtere op til 20.000«.
Hvorfor er det lige der, den store fest skal foregå?
»Havnen er blevet den fedeste bydel i København. Det er der, hvor folk hopper i vandet, og hygger sig. Om sommeren er det jo helt magisk. Det er et fem kilometer langt Tivoli. Når folk fra udlandet ser de smukke unge mennesker hoppe i vandet over alt, kan de slet ikke tro det. Jeg bliver selv helt rørt over, hvor vildt det ser ud, når man cykler langs havnen i juli og august. Når vi snakker med de officielle fra Københavns Kommune, siger de: Københavns Havn er byens Eiffel-tårn«.
Hvad sker der så mere specifikt til Distortion i Københavns Havn?
»Det foregår fra Refshaleøen til Knippelsbro og Nyhavn. Vi har flyttet Sort Distortion derud, som altid er meget populært, og vi har en udspringskonkurrence. Så har vi et eksklusivt havne-event på Soho House i Nyhavn, hvor der kommer et af hovednavnene fra Distortion Ø og spiller et surprise-dj-set på gaden. Jeg kan ikke afsløre hvem«.
»Og så er der den helt store – det skal du have med, for det bliver sjovt! Klokken 20 bliver der fyrværkerishow midt på havnen med Mascleta-fyrværkeri fra Valencia i Spanien. Jeg tror, det bliver den vildeste event, jeg nogensinde har lavet. Det er ikke et salgspitch! Det er bare det mest amok-projekt, jeg nogensinde har lavet. Jeg så fyrværkeriet første gang i 2008, og har drømt om at få det til Distortion lige siden. I 15 år. Det er faktisk et musikstykke. Lyd, vibrationer, eksplosioner, røg. Det er et techno- eller jazz-fyrværkeri. Vi kommer til at fyre det af lige til solnedgangen«.