Det var umuligt at tage Muse alvorligt til deres overgearede NorthSide-koncert

Det var umuligt at tage Muse alvorligt til deres overgearede NorthSide-koncert
Muse på NorthSide. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Sidste år udgav Muse karrierens værste album, ‘Will of the People’. En samling højlydte distraktioner fra de mangelfulde kompositioner, der er lige så fattige på substans, som de er rige på tåbelige gimmicks.

Torsdag aften skulle Muse afrunde NorthSides førstedag med dette lavpunkt i ryggen, og koncerten viste sig at være lige så substansforladt som albummet. Bare en anelse mere teatralsk og storladent, nu hvor der var en visuel dimension med.

Da bandet trådte ind til åbningsnummeret ‘Will of the People’, var de iklædt masker, så de lignede rebelgruppen fra sangens musikvideo. Mellem numrene brugte de Astra-scenens storskærme til at vise animationer, hvor vi så disse rebeller i oprør mod en overmagt, der lignede en ‘World of Warcraft’-rendering af Balroggen fra ‘Ringenes herre’.

Muse ville fortælle folket, at deres musik er en revolution.

Muse på NorthSide. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Hvis musikken så bare kunne holde til den indpakning. Arrangementerne på sange som ‘Psycho’, ‘Kill or Be Killed’ og ‘Thought Contagion’ var så uelegante og smagløst tætpakkede, at det føltes, som om alle fire instrumenter sloges om opmærksomheden frem for at tjene sangskrivningen.

Hvis vi skal vente op til flere minutter gennem en opblæst animationssekvens, har musikken på den anden side altså at være god. Det var den ikke.

Bedst som jeg havde fået den sure anmelder-hat på, måtte jeg dog overgive mig. Musikken blev markant bedre, som koncerten skred frem. Gamle favoritter som ‘Plug in Baby’, ‘Starlight’ og ‘Supermassive Black Hole’ lød præcis, som de skulle, og når de fængslende riffs og velopbyggede melodier satte sig i kroppen, var alt det teatralske faktisk berettiget.

Muse på NorthSide. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

At se Matt Bellamy gå i total rockstjernemodus til ‘Uprising’ var charmerende, og fællessangen fra publikum til ‘Knights of Cydonia’ vakte en helt særlig følelse af sammenhold.

Og apropos fællessang: Matt Bellamy var lidt for glad for tricket med at få publikum til at synge enten sangens første eller andet omkvæd for ham – særligt under de ældre numre. Det er som sådan ikke et dårligt trick, men come on: Vi har forstået dig, Matt. Du er en sej rockstjerne. Men vi er altså kommet for at høre dig, ikke os selv.

Som musikken blev bedre, var det noget lettere at omfavne, hvor camp det hele var. De mange animationspauser blev nemlig brugt på kostumeskift og klargøring af rekvisitter.

Muse på NorthSide. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Højdepunkterne her tæller en kæmpemæssig rebel bag bandet, samt da Matt Bellamy under ‘Thought Contagion’ brugte scenens pyroteknik til at lade, som om hans guitar var en flammekaster. Under ‘Behold, the Glove’ kom han ind iklædt en frakke, der bød på animerede lyspaneler, og derefter afslørede han, at hans lysende handske i virkeligheden var en synthesizer.

Kunne man tage det alvorligt? Ikke det mindste. Men var det underholdende? Absolut!

I 2019 erklærede filmlegende Martin Scorsese famøst, at Marvel-film i højere grad var attraktioner i forlystelsesparker, end de var filmkunst. Muses NorthSide-koncert var tilsvarende en forlystelsespark-koncert. Ikke det store kunstneriske indhold, men slog man hjernen fra, var det en fin anledning til at have det sjovt i halvanden time.


Kort sagt:
Muses NorthSide-koncert var i høj grad spektakel over substans. Mange af sangene var overgearede og uelegant arrangerede, men bandet kunne sagtens finde ud af at spille og underholde. Det var bare totalt umuligt at tage det pangfarvede revolutions-cirkus alvorligt.

Muse. Koncert. NorthSide, Astra.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af