Gæstestjernerne stod i kø til Mas’ Roskilde Festival-koncert – men han havde også andre esser i ærmet

Lamin kom. Bjørn kom. Thor Farlov kom. Selv Milo kiggede forbi for at levere omkvædet til ’Hvor mine ben’, selvom han ikke engang står listet som feature på studieversionen.

Mas’ debutkoncert på Roskilde Festival var så overrendt af gæstestjerner, at det til sidst ikke ville have overrasket mig, hvis også Orange-aktuelle Kesi strøg ind på Dyrskuepladsen fire dage i forvejen med Carmon under armen. De optræder trods alt begge to på debutalbummet ’Vi ses’. Det gjorde de dog ikke, men det havde næsten også været for meget af det gode.

Sådanne gæste-trumfkort er altid kærkomne, og mandagens lukkekoncert på Eos var ingen undtagelse.

Især Lamin fik en modtagelse, der var et hovednavn værdigt. Og jeg bliver personligt aldrig træt af at se bromancen blomstre mellem Mas og Thor Farlov, akkurat som den gjorde for knap to måneder siden på Spot Festival.

Men de mange gæster kan også tolkes som et røgslør. Som om aftenens egentlige hovedperson ikke er i stand til at løfte opgaven på egen hånd, og at han derfor må forlade sig på sine mere etablerede kammerater.

Mas havde dog i forvejen gjort det klart, at det ikke var tilfældet. Længe før han fik selskab på scenen, havde det unge talent med sit væld af stærke punchlines og sin upåklagelige vejrtrækningskontrol allerede slået fast, at han godt kan bære et Roskilde-show i primetime alene.

Desuden var de mange gæster langtfra de eneste esser, Mas havde i ærmet på sit Tankmar-tracksuit.

Jeg havde i hvert fald næppe regnet med at se den ellers så adstadige rapper finde sig til rette i en lænestol, mens han fremførte inderlig, Drake-agtig sangrap akkompagneret af en saxofon-solo.

Indtil nu har Mas præsenteret sig selv som en rapper af den gamle skole. Simple beats, velskrevne bars, ikke så meget fikumdik. Og han levede op til netop det image, da han kom scenen med mikrofonen i den ene hånd og en kuffert i den anden.

Men på Roskilde brød han også stedvist med formlen, og det var klædeligt. Flere steder blev der autotune-croonet, hvor der på studieversionen bliver rappet. Til tider blev der nærmest skrålet.

Også i sine interaktioner med publikum veg han stedvist bort fra sit hårdkogte image. »Det her er nok det største, jeg har oplevet i mit liv. Det er så hjernedødt det her. Jeg har selv ligget i de der telte«, bemærkede han på et tidspunkt.

Han var tydeligvis stolt. Og med god grund.