Hvis der er retfærdighed til, rammer Mas dansk hiphops superliga, inden vi har set os om
KONCERT. Allerede inden Mas trådte på scenen i et udsolgt Store Vega, var det som om, han havde sejret. På tværs af 2024 og 2025 udgav han Solen/Månen/Jorden-trilogien, der står som noget af det mest konceptuelt veludførte, dansk hiphop har set i nyere tid.
Vegas scene var udvidet med en stor dosis ekstra scenegulv. Udvidelsen var helt rund – ligesom et himmellegeme – så hovedpersonen dermed også havde mere plads til at bevæge sig på.
Omme bagerst havde han sit band bestående af en dj, en trommeslager og en multiinstrumentalist, der både tog sig af synths og af bas. Sceneudvidelsen gjorde, at han under visse øjeblikke kunne trække sig tilbage og være mere indadskuende med god afstand til publikum.
Her startede han også koncerten, så det blev så meget desto mere virkningsfuldt, når han kom tæt på efter et par sange. Men størstedelen af tiden brugte han helt ude ved scenekanten, hvor der var bedst mulighed for nærværende publikumskontakt.
Han kunne antænde en hiphouse-dansefest under ‘Ik tænk’, der med sine elementer af organisk instrumentation næsten lød som noget fra en Benjamin Hav-koncert. Men han kunne også blive helt øm, som han gjorde under en klump-i-halsen-fremkaldende a capella-intro til ‘Sandstorm’.
Ej at forglemme den geniale bookending af hele showet. Åbningsnummeret var den rappede første halvdel af ‘7 dage om ugen’, leveret helt tilbage på scenen iført en hætte, der afskærmede ham fra verden.
Men som afskedsnummer fik vi den brutale, sungne anden halvdel, hvor Mas bragte sine følelser helt ud til de bageste rækker iført en skrigende autotune og en grad af indlevelse, der ledte mine tanker hen mod den eksperimenterende indiedarling Afskum.
Disse øjeblikke ville selvfølgelig ikke være nær så medrivende, hvis Mas ikke havde styr på håndværket – men det havde han utvivlsomt.
Han er klart en af sin generations dygtigste liverappere. Ikke ét ord sad forkert, og ikke én linje blev leveret, som var den ligegyldig. Allerhøjst kunne man fingeren på et par steder, hvor live-instrumentationen blev så travl, at den kæmpede lidt unødigt med hovedpersonens vokal om opmærksomheden, men der var ingen svinger i valsen bag mikrofonen.
Selv da ‘Seføliii’ uden varsel slog over i først et housebeat og sidenhen en hektisk Jersey club-produktion, slog det ham ikke det mindste ud.
Han gav knap nok sig selv tid til at ånde, når backingtracket fyrede op for en feature fra en kollega, der var fraværende denne aften. For Mas insisterede på at rappe (eller stedvist endda synge) med på gæsteversene. Pludselig transformerede han sig om til en slesk Kundo på ‘Signaler’, en intens Artigeardit på ‘Bare vent’ eller en selvfed Lamin på ‘Småting’.
Selv da Kesi faktisk kiggede forbi under ‘Eneste’, rappede Mas med på næsten alle hans linjer. Den gamle kumpan Bjørn havde tilsvarende god kemi på scenen under ‘5dage’, men den bedste feature var Lea Eyðbjørg, der sang omkvædet til ‘Blomster og regnvejr’ og strålede og dansede gennem hele nummeret med en ligevægtig aura af karisma og ydmyghed.
Jeg burde ikke have forventet mindre efter Mas’ triumf af en trilogi. Hvis han bliver ved sådan her, rammer han dansk hiphops superliga, inden vi har set os om. Ellers er der ingen retfærdighed til.
Kort sagt:
Mas indtog Store Vega med et gennemført show, der besad mindst lige så meget teknik, konceptualitet og ambitionsniveau som hans studieoutput, og hvor festlige momenter stod side om side med store mavepustere.