‘Månen er min ven’: Er der nogen i dansk hiphop, der har mere rød tråd end Mas?
Da Mas sidste år udgav ep’en ‘Når man taler om solen’, cementerede han for alvor sig selv som ikke blot en af landets mest spændende rappere, men også som en af de mest ambitiøse, hvad angår samlede værker.
Det var selvfølgelig svært at vide baseret på så kort et projekt, men ‘Når man taler om solen’ bød på mere unik sonisk identitet og sammenhængskraft, end man ofte ser det i toppen af dansk hiphop.
Nu er Mas aktuel med sit andet album, ‘Månen er min ven’. Alene det, at en ep navngivet efter solen bliver fulgt op af et album navngivet efter månen, vidner om, at vi har at gøre med en kunstner, der er bevidst om den røde tråd, ikke blot på tværs af tracklisten, men på tværs af diskografien.
Månen repræsenterer på dette album de sene timer, hvor Mas kommer ud med sine mørkeste tanker, hvad end det er stilfærdig bitterhed (første halvandet minut af ‘Nattehimlen’), tænksom melankoli (‘Blomster & regnvejr’) eller højlydt aggression tangerende det usympatiske (‘Bar vent’).
Mas viser sig også som en mere varieret vokalist, end han så ud til at være, da han brød igennem. Hans levering er spækket med små detaljer, der fortæller dig mindst lige så meget om hans sindstilstand, som hans ordvalg gør.
Linjen »og nu savner jeg dig bare«, der afslutter første vers på ‘Hvem skal solen skinne på?’, har eksempelvis en lille pause, inden Mas tilføjer »endnu mere«. Som om han egentlig var færdig med at erklære sit savn, men følte en brændende trang til at understrege det.
Som dén linje antyder, er ‘Månen er min ven’ til dels en breakup-plade. Det er ikke et hyperstramt koncept, men hjertesorgen er i centrum på adskillige tracks, og selv når Mas rapper om noget andet, kan man ofte mærke den forliste kærlighed spøge i baggrunden.
Singlen ‘Lønningsdag’ handler på papiret om Mas’ karriere og det hårde arbejde, det har krævet at nå hertil. Men han understreger også, at succesen har haft sine omkostninger. »Jeg lagde min sjæl til siden«, rapper han ét sted, men et andet lyder det: »Du ser mig aldrig klage«.
Sidstnævnte linje er kæk nok i single-konteksten, men når den omgives af et ingenlunde lykkeligt album som ‘Månen er min ven’, rammer den anderledes. Som et vidne om facaden, den sønderknuste rapper skal opretholde.
Det kompositoriske og instrumentale univers er mindst lige så spændende at udforske. Albummet strør om sig med samples fra så forskelligartede kilder som Tue West, Kai Normann Andersen, indiepop-sangeren Lea Eyðbjørg og Kristen Skjern fra ‘Matador’.
Et udvalg, der ikke blot understreger, at hiphop i sandhed er vores tids dansktop, men som også giver Mas en aura af noget rustikt og sentimentalt, som man ikke ofte ser hos hans kolleger, samtidig med at han rapper over pivlækre, tidssvarende beats.
Der er flere producere, men særligt duoen Rob&Jenne fylder meget, og de øser om sig med beatswitches og genreskift, alt efter hvad stemningen fordrer. Mas synger også på en god sjat af sangene, og han er virkelig blevet en ekspressiv vokalist – selv med autotunen mærker man følelserne lige så tydeligt.
Mas omgiver sig desuden med en lang række features, fortrinsvis rappere fra toppen af dansk hiphops kransekage. Alle demonstrerer til fulde, at de forstår den bredere vision, og især Kesi og Artigeardit leverer præstationer, der bringer lytteren dybere ned i Mas’ psyke.
På det afsluttende titelnummer rapper han over et nedbarberet, jazzet August Rosenbaum-instrumental tilsat et sjælfuldt omkvæd (og rapvokaler!) fra Lea Romea. Her sluger Mas endegyldigt smerten og vælger at leve videre med sin anger uden at svælge i den.
Det er en moden og rørende afslutning på alt det, han lige har taget os igennem. Hvilket igen understreger, at Mas forstår albumkunsten i en grad, som få andre danske rappere gør lige nu.
Kort sagt:
Med ‘Månen er min ven’ har Mas begået en ambitiøs breakup-plade, der kommer godt rundt i følelsesregisteret og i forskellige musikalske afkroge. Det er den foreløbige pragtpræstation i rapperens bundsolide diskografi.