Josh Homme har i et nyligt interview med Revolver afsløret, at han sidste år blev diagnosticeret med kræft.
Frontmanden fra Queens of the Stone Age fortæller uden yderligere detaljer, at operationen, der skulle fjerne kræftknuden, gik som ønsket.
»Kræftdiagnosen var bare et kirsebær på toppen af en i forvejen særlig periode«, fortæller Josh Homme i interviewet. »Jeg er ekstremt taknemmelig for, at jeg kom igennem det, og at jeg vil kigge tilbage på det som noget, der var fucked up«.
Den »i forvejen særlige periode«, Josh Homme refererer til, var, da han sidste år mistede tre venner – skuespilleren Rio Hackford, Taylor Hawkins (trommeslager i Foo Fighters), og bandmedlemmet Mark Lanegan.
Josh Homme fortæller i interviewet, at de alle gik bort i samme tidsrum, hvor han blev skilt fra sin hustru.
På fredag udgiver Queens of the Stone Age deres ottende album ‘In Times New Roman…’. Og så spiller de desuden på årets Roskilde Festival.