Lord Siva blev gift med sin mangeårige partner, modellen Ulrikke Toft Simonsen, på Københavns Rådhus i weekenden.
Brudens mor, Renee Toft Simonsen, har dokumenteret brylluppet på Instagram, hvor hun har delt et billede af brudeparret.
Her fremgår det også, at brudens kjole vakte en smule forargelse hos en af de indbudte: »’Den kjole var ikke gået i Sønderfelding’, gispede brudens mormor og trak luft ind«, skriver Renee Toft Simonsen.
Lord Siva har også delt et billede af sin brud med teksten: »Hvis ikke for evigt, så bare i det her liv«. Parret valgte den populære vielsesdato 8/8, der symboliserer det evige.
Parret har allerede et barn sammen og venter sig nummer to snart. Ulrikke Toft Simonsen var højgravid til brylluppet.
Lord Siva har tidligere i år udgivet albummet ‘8 dage i april’.