»Det er det tætteste, vi kommer på at være på landsholdet«, udtalte Emil Simonsen aka Orgi-E til Soundvenue tidligere i år, da vi talte med Suspekt om deres store koncert i Parken den 15. september.
Ved den lejlighed fortalte Bai-D – gruppens anden vokalist – at han havde planer om at have landsholdstrøje på til showet. Men nu viser det sig, at Suspekt kommer til at have deres helt egen fodboldtrøje med til Parken.
Trioen fra Albertslund har nemlig netop lanceret et samarbejde med Hummel omkring en særlig Suspekt-holdtrøje, der tager udgangspunkt i 1980’ernes trøje-design, og som især vækker mindelser om landsholdstrøjen fra 1986.
»Vores version af denne ikoniske trøje skal være et symbol på sammenhold og respekt. Et sammenhold, der skal komme til live både den 15. september, når vi sammen står i Parken – men også hver eneste gang man derudover har trøjen på«, lyder det fra Suspekt via en pressemeddelelse.
Trøjen kan købes i fysiske butikker og på nettet fra den 7. August. Der vil også være et fan-event hos Unisport ved Jorks Passage om aftenen den 8. August.