Suspekt skal spille i Parken til september. Så bliver det ikke større. Vi skal dog tilbage til ‘Sindssyge ting’ fra februar 2020 for at finde deres seneste album.
Men der skal selvfølgelig noget ny musik med på scenen, nu hvor de skal optræde for over 50.000 mennesker. Det gør trioen noget ved i dag – med sangen ‘Pariz’.
Via en pressemeddelelse fortæller Suspekt, at sangens navn skyldes, at den startede som et instrumentalt track til et modeshow i Paris.
Men selv uden den viden er det en mærkværdig sang – især, når vi har for øje, at det sandsynligvis er første udspil fra en ottende Suspekt-plade.
Den er meget lang, meget vovet og meget ulig noget, vi tidligere har hørt fra dem. Vi har samlet tre umiddelbare tanker om ‘Pariz’.
1. ‘Drive’-soundtracket spøger stadig efter 12 år
I 2011 havde de færreste nok gættet, at det retrofuturistiske synthsoundtrack til Nicolas Winding Refns ‘Drive’ stadig ville spøge på musikscenen over et årti senere.
Men uanset om man kigger mod The Weeknds sci-fi-pop, Chromatics’ midnatsmelankoli eller endda metalmiljøets stigende synthwave-fascination, kan man spore musikalsk dna tilbage til Cliff Martinez’ dystre synthscore.
Allerede fra de første toner af ‘Pariz’ er der et tydeligt slægtskab til ‘Drive’-soundtrackets pulserende neo-noir.
Parallellerne bliver decideret unægtelige, da en syngende Emil Simonsen træder ind iklædt et robotfilter. Særligt lyder det som én populær sang fra filmens lydspor: ‘Nightcall’ af Kavinsky, der benytter en næsten fuldstændig identisk vokaleffekt.
Selv melodien på ‘Pariz’ er ikke langt fra melodien på ‘Nightcall’. Nogle lyse, lettere forvrængede backingvokaler skaber desuden en dualisme, der minder om, hvordan Kavinskys robotstemme står overfor Lovefoxxx’ længselsfulde omkvæd.
Er hele det kommende album mon en synthwave-præget affære? Det bliver spændende at se.
2. ‘Pariz’ er antitesen til ‘Gonzo’
Sidst Suspekt var albumaktuelle, indvarslede de ‘Sindssyge ting’ med den næsten komisk liderlige ‘Gonzo’.
»Hendes patter var så flot’, de var ved at eksplodere«, rappede de, helt berusede af egen brunst.
Sådan et track er ‘Pariz’ slet ikke. Suspekt vil i stedet gerne minde os om deres sårbarhed. De fortæller om sig selv som syndere.
Nummeret er desuden tæt på syv minutter langt. Der går to minutter(!) inden første rapvers.
Den slags er selvfølgelig ikke totalt uvant for Suspekt, men man plejer at skulle søge mod deep cuts som ‘Kroppen og mit ansigt’ eller ‘Langt væk fra Vestegnen’ for at finde sange i dén dur.
Denne gang er Suspekt ikke bange for at være skrøbelige allerede fra første tone.
3. Suspekt har ikke brug for hits
Suspekt er på toppen. De har opnået alt, en dansksproget hiphopgruppe kan opnå. De har haft landeplage efter landeplage! Udgivet syv album! De skal spille i Parken!
»Vi nomineret til en Grammy, hva’ du?«, som de rappede på ‘Søn af en pistol’ i 2014.
Der er ikke længere nogen grund til at lefle for radio eller streaming med en poppet førstesingle.
Det medfører frihed at være på toppen. Frihed til at gøre lige, hvad man føler for. I dette tilfælde udgive en tæt på syv minutter lang ‘Drive’-pastiche, hvor de først begynder at rappe en tredjedel inde i nummeret.
For det kan de tillade sig. Og hatten af for det.