The Weeknd står på tærsklen til en selverklæret ny fase i sin karriere. Og det lader til at betyde, at han også er færdig med at medvirke som feature på andre kunstneres sange.
Da The Weeknd gav koncert for nylig, introducerede han en ny sang med titlen ‘Another One of Me’, som han fortalte ville blive hans sidste feature nogensinde.
»Jeg vil bare sige, at dette bliver den sidste feature, jeg nogensinde medvirker på, så jeg vil spille den for jer i aften«, sagde han.
Han nuancerede udsagnet en smule på sin Twitter, hvor han uddybede, at han er villig til at gøre en undtagelse, hvis Daft Punk en dag bliver genforenet og ringer efter ham.
The Weeknd har før samarbejdet med Daft Punk, både på ‘Starboy’ og ‘I Feel It Coming’.
Han opklarede aldrig, hvem ‘Another One of Me’ er et samarbejde med, men ifølge Stereogum er der spekulation om, at The Weeknd slår pjalterne sammen med Diddy. Hvornår sangen udkommer, må tiden vise.
The Weeknd har lavet massevis af mindeværdige features i tidens løb for folk som Drake, Lana Del Rey, Future og FKA Twigs. For nyligt medvirkede han på to sange på Travis Scotts længeventede album ‘Utopia’.