På ‘Utopia’ er Travis Scott mere Kanye-agtig end nogensinde – på godt og ondt
De færreste havde forventet, hvor stor en succes Travis Scotts ‘Astroworld’ blev tilbage i 2018. Han var allerede en succesfuld kunstner, men med ‘Astroworld’ blev Travis Scott et fænomen.
Med ‘Sicko Mode’ fik han et tidsdefinerende megahit, der ikke havde noget omkvæd. Han var blevet en stjerne med en øjeblikkeligt identificerbar æstetik, hvilket resulterede i, at han problemfrit kunne fylde Orange Scene ud.
Men bedst som Scott syntes at være urørlig, skete det utænkelige. Moshpit-generationens vigtigste rapper har gang på gang opildnet til, at hans crowds skulle overtræde sikkerhedsgrænser, og til hans egen Astroworld-festival i 2021 mistede ti personer livet.
‘Utopia’ er derfor ikke kun opfølgeren til et karrieredefinerende værk. Det er også hans første album siden en katastrofe, der potentielt kan være lige så karrieredefinerende.
Astroworld-tragedien bliver italesat direkte en enkelt gang på ‘Utopia’. På ‘My Eyes’ får vi linjen »If they just knew what Scotty would do to jump off the stage and save him a child«. Men den rumsterer flere gange i baggrunden.
På ‘Looove’ lader det indledningsvist til, at Scott praler af, hvor loyale hans fans er. Men som tracket lukker sig op, eksponerer det sig, hvor grotesk fan-kunstner-forholdet bliver, når fanatiske fans er villige til at forsvare alt.
Og på afslutningsnummeret ‘Til Further Notice’ stiller Scott og James Blake spørgsmålet: »Where will you go now / Now that you’re done with me?«.
Isoleret lyder det som omkvædet til et ordinært breakup-nummer. Men i kontekst af de dæmoner, Scott har konfronteret på tracklisten, føles det rettere som et spørgsmål rettet mod de lyttere, som ikke gider at døje med Scott og hans bullshit længere.
Han kunne lige så godt sige: »Run away from me, baby«.
Scott begynder nemlig på mange måder at minde mere og mere om sin mentor Kanye West. Hans tekstunivers er glimtvist præget af nærmest selvhadende erkendelser af egne fejl. Han sammenligner flere steder sig selv med djævlen, og på ‘God’s Country’ namedropper han endda seriemorderen Ted Bundy for at beskrive sin egen adfærd.
Men ligesom hos Kanye står denne selvindsigt side om side med gode doser selvfed storladenhed og lettere ynkelige sexbars. Så må man som lytter selv vurdere, om denne hybris og dette begær er udstillinger af dæmoner, eller om det blot er sædvanlig pralerap uden nogen dybere pointe.
Selv med de potentielt dybere pointer at forholde sig til, har jeg dog meget svært ved ikke at krumme tæer over ‘Topia Twins’, hvor han fantaserer om at have sex med et sæt »twin bitches«. Og så er de endda siamesiske. Jeg tror sjældent, jeg har hørt et stykke sexrap, hvor kvinderne i samme grad som her bliver reduceret til objekter for den mandlige fantasi.
Lige så ofte som Travis Scott sammenligner sig selv med dæmoner, sammenligner han sig selv med Gud – eller siger i hvert fald, at det er Guds vilje, at han har fået succes.
På ‘Thank God’ bliver Scott til en slags Jesus-figur, der kommunikerer Guds ønsker. På ‘Lost Forever’ hjælper engle ham med at modstå dæmonerne. På ‘Telekinesis’ ser han ind i fremtiden og konkluderer, at han skal »live in glory in eternal lastin’ life«.
Det gigantiske ego er fascinerende, akkurat som det var på Kanye Wests ‘Yeezus’, omend jeg må medgive, at Travis som rapper er langt mindre underholdende. Der er ikke nogen lyrikbid nær så mindeværdig som »I just talked to Jesus / He said, ‘What up, Yeezus’?« på ‘Utopia’.
Her kompenserer Scott til gengæld med albummets lydside og de mange gæster. Uanset om vi snakker Westside Gunn, SZA eller Future, så lyder gæsterne fremragende, og de tilføjer god dynamik til numrene. Stilen på tværs af albummet er en rigtig lækker blanding af ‘Astroworld’ og ‘Yeezus’.
Fra førstnævnte får vi de beatswitch-opdelte suiter og Scotts karakteristisk psykedeliske traplyd, mens sidstnævnte bringer en nyfunden industrial-klingende kant og et niveau af bitter aggression, der klæder Scotts vokalstil.
Særligt leder ‘Circus Maximus’ tankerne hen mod trommerne fra ‘Black Skinhead’, mens ‘Modern Jam’ har taget sit beat direkte fra en tidligere udgave af ‘I Am a God’.
Sonisk er albummet altså et veritabelt tag-selv-bord. Men på et tematisk plan bider værket til tider over mere, end det kan sluge, og Scott ender således med at forfalde til det generiske og det selvhøjtidelige.
Travis Scott er med andre ord mere Kanye-agtig end nogensinde. På godt og ondt.
Kort sagt:
Med ‘Utopia’ har Travis Scott begået et ambitiøst værk, der rammer en lækker balance mellem ‘Astroworld’ og ‘Yeezus’, og som stiller interessante spørgsmålstegn ved Scotts egen rolle i underholdningsindustrien. Andre gange bliver Scott fjollet eller klichéfyldt – lidt a la mentoren Kanye West, men uden at være helt lige så underholdende.