Travis Scotts Orange-fest på Roskilde Festival var en trap-version af Major Lazer

Da Travis Scott blev annonceret til Roskilde Festival, var det et statement. For første gang skulle en af de største rappere fra den nye trap-generation, der elsker autotune og moshpits, og som sætter showet før live-vokalen, indtage festivalens største scene.

Manden, der aldrig kommer til at blive anset som en af sin generations største rappere, men som elsker rowdy live-shows samt så eksplosive effekter, at selv mentoren Kanye West bliver jaloux, skulle indtage Orange.

Det lignede en opskrift på uhæmmet fest. Men det imponerende ved Travis Scotts Orange-show var faktisk, at han havde en fantastisk sans for timing, og ikke bare gik efter den nemme forløsning.

Han fyrede ikke alt sit krudt af på én gang, men lod sikre festsange som ’Butterfly Effect’ og ’Sicko Mode’ blive afbrudt af stille passager med numre som SZA-sangen ’Love Galore’ eller Tame Impala-samarbejdet ’Skeletons’. Og han formåede at finde den gyldne balance mellem hits som ’Zeze’, hvor han er gæsteartist, og fanfavoritter som det tidlige kulthit ’Mamacita’.

På den måde skabte den amerikanske rapper dynamik i sin optræden. Og de mange udbrud af laser, røg og ild, der konstant fløj ud fra scenen, gjorde selvfølgelig også sit til at skabe fremdrift i koncerten. Det var imponerende visuelt. Scenens navn var Orange, men torsdag nat var den farvet af tusind nuancer af laser.

For ja, effekterne gjorde sit til, at masserne foran scenen blev stimuleret konstant. På dén måde mindede det her trap-show en smule om Major Lazers storslåede koncert på samme scene i 2014. For ligesom Diplo og co. kompenserede for manglen på egentlig frontmand med en masse gimmicks og sjove festtricks, sørgede Travis Scott for, at man aldrig kedede sig – selvom hans egen vokal ikke var nok til at bære festen.

Hans stemme var ikke central, for det her var et eminent eksempel på en hiphopartist, der ser sig selv som komponist. Hans bedrift var ikke et skarpt flow. Det var et skarpt sceneshow.

Timing, energi og visuel dynamik: Alle de elementer gjorde, at Travis Scott endte med at have publikum i sin hule hånd. Men der var desværre også noget hult ved selve koncerten.

For det er svært at komme udenom, at hans vokal var en anonym, autotunet tingest, der susede gennem sangene som et vildfarent spøgelse. Og hans karisma var langt fra lige så opildnende som pyroteknikken.

Derfor var koncerten en fantastisk opvisning i effekter og timing, der samtidig afslørede hovedpersonens begrænsninger.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Læs også: Se Travis Scotts vilde Instagram-video af gigantisk moshpit foran Orange Scene

Læs også: Jeg elsker moshpits – men Skeptas Roskilde-koncert viste, at det har taget overhånd