KOMMENTAR. Scenariet i Arena-teltet mindede om en scene fra en dokumentar om første verdenskrig. Folk stormede frem, kastede sig ind i kampen og bankede ind i hinanden. Samtidig var der en strøm af folk, der vaklede ud af kampzonen med tomme blikke, gennemvædet tøj og rystende knæ.
Venner hjalp hinanden ud af kaosset, mens andre fik ild i øjnene af galskaben omkring dem og kastede sig ind i kampen gang på gang. Eller klatrede op i seler, stolper og hvad de ellers kunde finde. Det var et inferno af kroppe, der blev dirigeret af den insisterende, opildnende grimemusik fra scenen.
Okay, den beskrivelse er måske en smule overdrevet. Det er jo trods alt bare en Skepta-koncert, vi taler om. Men alligevel: Den her hyperaggressive, testosteronpumpende koncertform, der for tiden præger optrædener med grime og visse former for hiphop, kan nogle gange mere ligne en gigantisk slåskamp end en musikalsk oplevelse.
Og det synes jeg faktisk som udgangspunkt er en god ting! Jeg har endda hyldet hiphoppens nye generation af koncertgængere for at gøre op med genrens statiske koncertform, hvor man bare står og stener med én hånd i vejret, mens den anden holder en joint. Jeg synes, det er en spændende udvikling, at hiphopkoncerter er blevet dynamiske. At det handler om at skabe en fælles energi – ikke en fælles koger.
Men der er også kommet to uheldige bivirkninger ud af den tendens. Dels at mange rappere ikke længere føler, at de behøver at levere live. Og dels, at én ung gruppe af unge og mestendels mandlige koncertgængere kan dominere hele oplevelsen, når de skal have plads til moshpits.
Det første kan man ikke klandre Skepta for. Han leverede en eminent præstation. De moshpits, der opstod, var en forlængelse af hans koncert – de var ikke selve omdrejningspunktet. Men det andet punkt, altså moshpittens totale dominans blandt publikum, var mere grelt end nogensinde til Skepta.
Publikum stod længe før koncertstart så tætpakket, som man overhovedet kan være, og da koncerten endelig begyndte, blev hele Arena til én stor masse, der pressedes sammen og bevægedes rundt af de menneskestrømme, der skabtes af de hvirvlende moshpits rundt omkring. Man mistede fuldstændig kontrol over arme og ben og blev kastet snart den ene vej, så den anden. Man tabte alt, man havde i hænderne, og kæmpede for at få luft.
Den slags totalt kaos er selvfølgelig en oplevelse i sig selv. Men på Arena var det vitterlig den eneste oplevelse, der var plads til, hvis du stod så meget som en centimeter inde i teltet.
Resultatet var, at kun de hårdføre kunne holde sig oven vande. Efter bare en sang eller to stimede rækkevis af unge piger for eksempel ud, fordi det var umuligt at klare sig i teltet, hvis ikke man var klar på at tage konfrontationerne med unge drenge og mænd i bar overkrop, der gang på gang genstartede cirklerne.
I de her situationer glemte man nærmest, at det var Skepta, der spillede. Alt fokus lå på at navigere de eksplosive sammenstød blandt publikum. Musikken druknede i et hav af kroppe.
Sådan følte jeg det i hvert fald, da jeg sejlede rundt foran Arena, mens hobevis af mennesker nærmest flygtede væk fra scenen, fordi de ikke kunne få en bare nogenlunde normal koncertoplevelse inde i teltet. Det føltes trist og ekskluderende, at for eksempel en ung pige, der synes Skepta er fucking sej, ikke kunne være i teltet, med mindre hun var klar på at slå fra sig.
Jeg ved godt, det lyder håbløst gammelsurt at brokke sig over moshpits. Og det er jo netop ikke sådan, at jeg synes, de er en dårlig ting. Igen: Jeg synes det er en positiv udvikling. Den har bare taget overhånd, når der slet ingen fokus er på musikken. Og når der ikke er plads til dem, der ikke har lyst til at deltage i de mest fysiske udskejelser.
Til Skepta måtte alle, der ikke ville moshe, samle sig udenfor teltet og se Skeptas (i øvrigt fantastiske) koncert derfra, fordi store moshpits optog al pladsen under dugen. Og dem, der rendte rundt i cirklerne, kunne næppe have meget tid og overskud til virkelig at bevidne, hvor gennemført genial en kunstner, der faktisk spillede på scenen.
Roskilde Festival skal selvfølgelig være et sted, hvor det totale kontroltab, som moshpitten repræsenterer, skal kunne opstå. Men det skal ikke være et sted, hvor det vitterligt er det eneste, der er plads til.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival
Læs anmeldelse: Skepta på Roskilde Festival