Det er snart slut med The Weeknd – i hvert fald i hans nuværende form.
Sangeren har blandt andet snakket om at skrotte sit kunstnernavn, og så har han også fortalt, at han er stort set færdig med at medvirke på andre kunstneres numre.
The Weeknd har tidligere teaset, at hans store farvel til feature-formatet skulle være på et nummer ved navn ‘Another One of Me’, og nu får vi første glimt af, hvordan det kommer til at lyde.
Sangen kommer til at være en del af rapperen Diddys kommende album, og i et Instagram-opslag har denne delt et musikstykke, der sandsynligvis stammer fra nummeret.
»Another one of me won’t come around«, hører man The Weeknd synge oven på et videoklip af Diddy iklædt et rødt outfit.
Diddy skriver også selv i opslaget, at det bliver The Weeknds »sidste collab i hans karriere«.
Sangen og det nye album udkommer i næste uge, og lader også til at byde på en række andre højprofilerede samarbejder udover The Weeknd.
The Weeknd var tidligere på ugen i overskrifterne, da det blev officielt meldt ud, at den omdiskuterede serie ‘The Idol’, som han medvirker i, stopper.