Hvad er din kontroversielle holdning?
Abel Tesfaye smiler overlegent gennem blodige tænder på coveret til sit 2020-album ’After Hours’.
Det psykotiske ansigt stirrer på mig fra coveret til den plade, jeg selv mere eller mindre modvilligt har købt til min bedre halvdel i fødselsdagsgave, og som nu står ved siden af pladespilleren i vores stue. Jeg gyser lidt.
For mig har der nemlig altid været noget, der skurede ved canadierens univers, hvor linjer som »Never need a bitch / I’m what a bitch need / Tryna find the one that can fix me« fra sangen ’Heartless’ bare er ét eksempel blandt mange, der rammesætter den toksisk maskuline misbrugsæstetik og -persona, der er The Weeknd.
Og han er ikke den eneste dirtbag på popscenen.
Herhjemme startede den nu nærmest urørlige Tobias Rahim ud i den samme manipulerende rille på blandt andet nummeret ’Borderline’, hvor særligt tekstbidden »Nu’ din attitude lige så stram som din fisse« får mig til at skære tænder.
Rahim har siden bevæget sig væk fra det rendyrkede narcissistiske storhedsvanvid til poetisk big dick-energi. Særligt med ’Når mænd græder’, hvor han tager eksplicit favntag med det giftige mandeideal, som han ellers selv har bidraget til i stor stil. Hos mig har ambivalensen bidt sig fast.
Det gælder også for The 1975-frontmanden Matty Healy, der har gjort det til et fast indslag ved bandets koncerter at stavre rundt på scenen med en smøg og en flaske rødvin i hånden, ligesom han har modtaget heftig kritik for flere racistiske og sexistiske udtalelser.
»Let’s have a toast for the assholes« synger Kanye West – et af musikkens nok største assholes gennem tiden – på sangen ’Runaway’. Hvis du spørger mig, er der simpelthen gået sport i at være et røvhul for mandlige popstjerner.
Hvorfor er holdningen så kontroversiel?
Knap 30.000 mennesker stimlede sammen i Horsens for at se The Weeknd sidste måned, og Tobias Rahim har lige spillet karrierens største koncert på Orange Scene.
Numre som The Weeknds kvælningshymne ’Take My Breath’ (ja, den handler om at blive kvalt under sex) og Rahims ’Stor mand’ med sin rulning og ristning er uundgåelige på et dansegulv, og TikTok savler over Matty Healys sleazy white boy-vibes.
Røvhullerne er mere succesrige end nogensinde før, og jeg møder næsten udelukkende modstand, hvis jeg vover at tage killjoy-hatten på.
Modargumenter som »Ej, det er jo bare for sjov«, »Sådan er han jo slet ikke i virkeligheden« eller »Come on, musikken er jo fucking fed!« kommer som regel på bordet, og det er da heller ikke, fordi jeg ikke anerkender den store kunstneriske formåen hos de tre røvhuller.
The Weeknds Super Bowl-optræden i 2021 var et vanvittigt ambitiøst set-up, Tobias Rahim har stået bag flere af de største danske hits i mange år, og stort set alle The 1975’s album er blandt mine mest afspillede på Spotify.
Og jeg vil da heller ikke advokere for et boykot af hverken The Weeknd, Tobias Rahim eller Matty Healy, men altså …
Kald mig bare sart eller politisk korrekt: Vi skriver 2023. Det må simpelthen være muligt at lave musik eller bare at være mandlig popkunstner uden at forfalde til sexisme og/eller en destruktiv forherligelse af at være fucked up på stoffer og alkohol.
Hvordan har du det med tendensen i dag?
Når The Weeknd og Rahim synger om kvinder, der er besat af dem nærmest mod deres vilje, eller Healy opfører sig som et forvokset manchild, der provokerer, bare fordi han kan, får jeg mest af alt fornemmelsen af, at det er umodne drenge, som gerne vil være den slemme dreng i klassen. Ikke fuldvoksne, reflekterede mænd, vi har med at gøre.
Og det er altså noget, der mudrer i baggrunden, når man lytter til den ellers gode musik.
Misbrugsproblemer, utroskab, usunde coping-metoder og andre indre dæmoner er ældgamle emner, som bestemt har sin plads i popmusikken, hvis de fremstilles nuanceret. Problemet opstår, når røvhullet bliver en æstetik, dernæst en strategi og til sidst et utilsigtet ideal.
Derfor blev jeg også positivt overrasket over internettets generelle reaktion på Abel Tesfayes rolle som den karikerede sexkultleder The Weeknd – nå nej, Tedros Tedros – i HBO-serien ’The Idol’. Her blev stjernen latterliggjort for særligt én scene, hvor han med tyk tunge bad den kvindelige hovedrolle om at »stretch that tiny little pussy«.
På mange måder var det som om, det punkterede en stor del af den mystikballon, det alligevel er lykkedes Abel Tesfaye at puste op gennem årene som The Weeknd. Endelig blev den misogyne fantasi om grænseoverskridende sex, stoffer og rock’n’roll afsløret, for hvad den er: Klam.
Det ser nemlig overhovedet ikke sejt ud.