Squid var bedst, når forsangeren holdt mund
Er jeg virkelig den eneste, der ikke bryder mig om Squid-forsangerens stemme?
Det så sådan ud, da det engelske brexit-æra postpunk-band denne regnvåde, tågede tirsdag var i byen. For de kunne tilsyneladende få lokket en masse folk ud af de hjemlige celler.
Koncerten skulle egentlig have været afholdt på Loppen, men efterspørgslen var så stor, at koncerten i bedste Guldlok-stil først blev rykket til Store Vega og sidenhen til det mere passende Lille Vega.
Det resulterede i et drønvarmt koncertlokale spækket til randen med alt fra skjorteklædte midaldrende mænd til unge mennesker med Rudi Völler-hår og for stort tøj. Der var højt humør, alle gik rundt og smilede, og rummet summede af forventning, før englænderne gik på.
Jeg anede det ikke, men Squid har åbenbart en hel del dedikerede fans i vores hovedstad, og de var altså skideligeglade med dagens øvrige omstændigheder.
Jeg er endnu ikke selv faldet helt for Squid. Da jeg anmeldte deres seneste plade, ‘O Monolith’, fik de tre lunkne stjerner. Primært på grund af forsanger og trommeslager Ollie Judges vokalpræstation, der forstyrrer det ellers velfungerende musikalske landskab.
Mit store problem er, at han falder i samme fælde som sin canadiske kollega Zach Coy fra Crack Cloud. Sangstilen bliver hakkende, staccato-agtig og enerverende anspændt.
Inden koncerten havde jeg et håb om, at det ville være anderledes live, men desværre var det ikke tilfældet. Og det er en skam, for bandet leverede ellers varen med deres post-punk, der drager inspiration fra Talking Heads, This Heat og Neu!
Med Judge placeret front and center ved scenekanten var der ikke tvivl om, hvem der tog mest opmærksomhed på scenen. Det var dog Arthur Leadbetter på en kravlegård af synthesizers, der fangede mig mest. Musikken groovede bare bedst, når han tog kontrollen i lydlandskabet.
De fem unge engelske fyre er enormt sammentømrede rent musikalsk. Den cirka halvanden time lange koncert blev eksekveret med en stramhed, der selv i de mere jammede passager føltes nøje kalkuleret.
Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Faktisk kom et af aftenens højdepunkter i form af den instrumentale, uudgivne ‘Leccy Jam’, der fungerede som en pumpende synthesizer-marmelade mellem de to trip-hoppede brødskiver ‘Undergrowth’ og ‘G.S.K.’.
Præcis som i min oplevelse af deres studiealbum var Squid bedst, når de spillede længere instrumentale passager med plads til både dansable pulserende rytmer, skurrende guitarer, sørgmodige dæmpede trompeter og sågar en elektrisk cello, der lagde et lag af mosset tekstur på sangene.
Man forsvandt i øjeblikke i passager, hvor dissonans sloges med harmoni, og det hele var faktisk momentvist ret smukt. Lige indtil vokalen kom på igen, og den endnu en gang fik mig til at tænke, at bandet ville være så meget bedre med en anden sanger.
Trods en sal fyldt med fans var det først ved de sidste to sange, at Squid for alvor fik publikum med.
Fanfavoritten ‘Pamphlets’ blev leveret med enorm selvsikkerhed, hjulpet på vej af indlevende sing-along fra publikum, og sangens mange passager blev yderligere bakket op af deres insisterende klappen-med på de forskellige (og for nogles vedkommende måske lidt besværlige) takter.
Bandet spillede med dem og gik over i den afsluttende ‘The Blades’ med samme rytme. Et klog træk, for det fik virkelig salen til at eksplodere, og Squid kunne trække sidste stik hjem.
Det var tydeligt på længden af køen til merchboden efterfølgende, at vi nok kommer til at se en del Squid-t-shirts rundt omkring i København. For ja, jeg er åbenbart den eneste, der ikke bryder mig om forsangerens stemme.
Kort sagt:
Squid indtog Lille Vega med store udladninger på den instrumentale front. Man forsvandt i i passager, hvor dissonans sloges med harmoni, og det hele var momentvist ret smukt. Lige indtil vokalen kom på, og den endnu en gang fik mig til at tænke, at bandet ville være bedre med en anden sanger.