‘O Monolith’: Squids forsanger burde holde sig til at spille trommer
Sidst Squid blev anmeldt i Soundvenue, tildelte vores anmelder debutalbummet ‘Bright Green Field’ fem stjerner og kaldte bandet for »noget af det mest spændende og friske, rockens verden har set i lang tid«.
Det er da også en meget charmerende ting, Squid har gang i. Numrene veksler fint mellem det eksplosive, det opbyggende og det stille og rolige, og det er visse steder tydeligt, at de har lyttet meget til de tidlige Brian Eno-plader.
Sammenlignet med nogle af deres artsfæller er de også godt med. Rent kompositorisk er Squid nemlig mindst lige så gode som både Black Midi, Shame, Idles og Black Country, New Road, bare for at nævne en lille håndfuld bands i den udvidede Squid-sfære.
Desværre får opfølgeren til bandets debutalbum mig dog ikke ligefrem til at krone dem som kongerne af kontemporær rock.
På ‘O Monolith’ dypper Squid alle otte fangearme i hver sit genremæssige blækhus, men det er som om, at de mangler et organisk samlingspunkt for alle de mange eksperimenter, de giver sig i kast med.
Dette samlingspunkt burde nok have været forsanger (og trommeslager!) Ollie Judge. Men det ville ærligt talt klæde Judge at koncentrere sig om trommespillet og lade bandet få en anden forsanger.
Det virker symptomatisk for denne generation af bands, at de lider under svage forsangere. Det er som om, at uanset hvor meget musikerne spiller røven ud af bukserne, så kan deres sangere ikke følge med.
Det er en skam, for der er intet som en dårlig vokalperformance, der kan afskrække mig som lytter. Og jeg er især træt af de sangere, der igen og igen prøver at gøre David Byrne kunsten efter med kække, semirappende fraseringer. Judge er én af dem.
Der er unægteligt nogle højdepunkter på ‘O Monolith’, men de fremkommer, når Judge træder et skridt tilbage – som på dele af den crescendobaserede, synth-drevne ‘After the Flash’. Her kan man næsten svæve med i deres bølgende lydunivers.
På den funky, urbane ‘Undergrowth’ bydes man på semi-dubbede, Massive Attack-agtige grooves, kombineret med en Happy Mondays-inspireret flabethed. Undervejs smelter nummeret og bliver samlet op igen mod enden. De kompositoriske greb virker!
På den bossa-inspirerede ‘Blades’ er der også god dynamik og spilleglæde. Der sker en masse i lydbilledet, hvor guitarer bruger et helt års budget af rumklang og vender sig i en sump af synthesizere, der lyder som R2D2 på torturbænken.
Her klæder sangteksten også musikken meget godt. Lyrikken minder om et nær-dystopisk overvågningssamfund i en tidlig J.G. Ballard-novelle:
»The city / Burns / The blades / Turn / All those cameras from up high / They make you gray / You’ve lost your mind / Through thick black smoke / Pissing in the street / Avoiding all the people / That you’d wish to meet / Someday / Oh someday«.
Men igen spiller Judge sin rolle som vokalist med meget lidt indlevelse i musikken.
Han føles nærmest som en isoleret entitet, og derfor halter det samlede billede. Når musikken pumper derudaf, og de mange lag af guitarer, synthesizere, strygere og blæsere konkurrerer mod hinanden, afkobles vokalen og ender med at fremstå upålidelig.
Squid gæster Store Vega til september. Det skal blive spændende at høre, om der er bedre samspil mellem musikken og vokalen i en live-setting.
Kort sagt:
Hvis blot deres forsanger kunne give slip på sig selv, ville opfølgeren til Squids debutalbum have været et langt mere interessant bekendtskab. Men Ollie Judge formår desværre at trække de største glæder ud af pladens stærke side: Det kompositoriske.