Taylor Swifts verdensturné kommer som bekendt ikke til Danmark, men det gør til gengæld hendes nye koncertfilm, ‘Taylor Swift: The Eras Tour’.
Nordisk Film har netop bekræftet, at Swifts FOMO-vækkende ‘Eras’-turne kan opleves i de danske biografer i en begrænset periode fra 13. oktober – altså samme dag, som filmen har amerikansk premiere.
Filmen er optaget i løbet af Taylor Swifts første tre shows på SoFi Stadium i Californien og byder på to timer og 45 minutters uafbrudt musik.
I en pressemeddelse fra Nordisk Film lyder det blandt andet, at Taylor Swift opfordrer alverdens Swifties til at »give den lige så meget gas i biografen, som hvis de havde været til en af hendes live-koncerter«.
Den virkelige udgave af Swifts ‘Eras’-turné har allerede slået et væld af rekorder og er ligesom Beyoncés ‘Renaissance’-turné blevet en af nyere tids mest omdiskuterede koncertrækker.
Har man set misundeligt til fra sidelinjen, er der altså snart mulighed for at opleve turnéen på det store lærred.