Det er små tre år siden, Cardi B og Megan Thee Stallion udgav ‘WAP’.
Det storhittende (og kontroversielle) nummer fik dengang popkulturen til at gå helt grassat. Det var sangen, alle talte om.
Med en overdådig musikvideo markerede den samtidig en ny æra i hiphoppen, hvor en række kvindelige rappere italesætter sex på deres egne præmisser.
Nu er de to rappere tilbage med et nyt fællesnummer og en ny video. Og der er i den grad noget at leve op til.
Så hvad byder arvtageren til ‘WAP’ på? Der er i hvert fald masser af mindeværdige linjer og musikvideo-momenter.
Her gennemgår vi de fem vildeste øjeblikke i ‘Bongos’.
1. En exceptionelt frisk start
Lad os bare starte fra begyndelsen.
Det første man hører, når man sætter ’Bongos’ på, er Cardi B, der køligt rapper »N*gga, eat this ass like a plum / This pussy tight like a nun«.
Så er tonen slået an. Sex-rap, metaforer og ikke mindst en inddragelse af nonners cølibat. Hvad mon den katolske kirke siger til det?
’Bongos’ lader altså ikke til at være mindre overdådig og provokerende end storesøsteren, ’WAP’.
2. Det ultimative camouflage-look
Cardi er kendt for sine overdådige videoer og farverige outfits, så det er svært at komme udenom de looks, Cardi B viser frem i musikvideoen.
Her skifter hun løbende mellem alt fra et latinamerikansk carnival-outfit til en 80’er inspireret hårpragt med tårnhøje platform-stiletter.
Men det nok mest bemærkelsesværdige look er hendes multifarvede, stribede bodysuit, der går i ét med både en ligeledes stribet sofa under hende og tapetserede vægge omkring hende.
Hvor starter Cardi, og hvor slutter sofaen? Det er ren camouflage!
Man får helt stimuli-overload af at kigge på hende.
3. Den bedste inside joke
Så vidt, så meget Cardi. Men vi må ikke glemme Megan Thee Stallion, der vækker opmærksomhed med især én velplaceret raplinje.
»Y’all hoes broke, pussy took more turns than a key hole«, lyder det fra hende på et tidspunkt, hvorefter hun og Cardi B bryder ud i et grin. Hun fanger tydeligvis joken – og sammen giver de indtrykket af, at de har en slags inside joke og griner af alle konkurrenterne.
Selve linjen er dog knap så sexpositiv, som vi ellers er vant til fra Megan Thee Stallion. Den lader til at bygge på en trend, hvor kvinders høje bodycounts kritiseres.
4. De underligste product-placements
Her må vi lige stoppe op og tale om de product-placements, der dukker op i løbet af musikvideoen. For de er ærligt talt næsten komiske. Der er både reklame for, hvad der ligner en juice, et tequliamærke og slik.
Det ufrivilligt komiske ligger i måden, de er placeret på. At Cardi B lige pludselig hiver en dåse med juice ud af det køleskab, hun har twerket op ad, eller at kameraet lige pludselig zoomer ind på en hylde med en række tequilaflasker.
For ikke at nævne den sidste scene, hvor musikken er stoppet, og Cardi B forførende kigger ind kameraet, mens hun spiser en vingummi. Ikke særlig subtilt.
Men okay, nogen skal jo betale for videoen.
5. Flest twerk-lokationer i en musikvideo nogensinde?
Der bliver også twerket, hvilket måske ikke kommer som den store overraskelse. Men det opsigtsvækkende er, hvor mange forskellige steder, de to rappere formår at gøre det.
Vi taler op ad et køleskab, på en strandstol, på en sofa, på en vippe, i en pool, ved stranden og i en feriebolig.
Vi er ikke sikre, men ’Bongos’-videoen kunne måske godt tage titlen som den musikvideo med flest twerk-lokationer nogensinde. Nogen burde ringe til Guinness Rekordbog.