50 Cent er ikke længere ugidelig – til gengæld var der andre problemer i Royal Arena

50 Cent er ikke længere ugidelig – til gengæld var der andre problemer i Royal Arena
50 Cent i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Jeg havde ikke høje forventninger, da jeg tog mod Royal Arena for at se min første 50 Cent-koncert.

Jeg havde læst anmeldelser af hans efter sigende rædderlige tidligere optrædener herhjemme. Jeg havde læst, at han dagen forinden var to timer forsinket til sin egen koncert. Og det var ikke just betryggende, at han havde valgt en (anno 2023) så notorisk dårlig livekunstner som Busta Rhymes til opvarmning.

Det føles som musikkens svar på at stille sig ved siden af lokalets grimmeste person, så man selv ser flottere ud. Det hjalp ikke på sagerne, at Busta Rhymes’ jammerlige opvarmningsshow var forsinket over en halv time.

Da 50 Cent endelig trådte ind på scenen, var det dog ikke den notorisk ugidelige primadonna-gangster, jeg havde hørt så meget om. Jeg blev i stedet mødt af en charmetrold, der stod i front for et kæmpemæssigt show, hvor der ikke var blevet sparet på noget. Jubilæet for megaalbummet ‘Get Rich Or Die Tryin’ skulle fejres, og det skulle fejres med stil.

50 Cent i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Der var akrobatiske danserinder klædt i spinkelt tøj, der fornemt matchede Fiddys stripklub-æstetik. Der var konfetti og pyroteknik til at understrege de mest intense øjeblikke. Der var kæmpemæssige søjler udsmykket med et stærkt lysshow. Og kumpanerne Uncle Murda og Tony Yayo støttede op som hypemen.

Et stykke krymmel, jeg dog gerne havde set sparet væk, var livebandet. Det er ikke mange rappere, hvor det klæder dem at have et liveband, men når det endelig skal være, så passer det bedst til sprælske flow-smede, der ynder at tilpasse hver stavelse til, hvordan beatet lyder på det givne tidspunkt – typer som Kendrick, Andre 3000 eller Black Thought. En så tilbagelænet og nedtonet rapper som Fiddy risikerer bare at få sin vokal overdøvet af bandet, så alle nuancerne i leveringen går tabt.

Og det var ganske rigtigt det, der skete. Det lumre sexjam fik al stemningen suget ud af sig, da trommeslageren gav den alt for meget smæk, og en overgearet bassist gjorde slet ikke plads til Fiddys flirtende vokal på ‘Baby by Me’. Og jeg tror knap nok, at jeg kunne høre ét ord, der blev rappet på ‘Hate Bein’ Sober’, fordi instrumentationen var skruet for højt op.

50 Cent i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

På ‘Major Distribution’ lod Fiddy og slænget til at være blevet bevidst om problemet, men deres løsning var akavet råberap, der ikke klædte sangen.

Bandet skabte spektakel, og et par steder havde de skam eksistensberettigelse. Den stilfulde intro til ‘In Da Club’ trak gevaldigt på smilebåndet, da riffet lige så stille blev mere og mere genkendeligt. Og guitarsoloen på ‘Ayo Technology’ var skam rigtig charmerende og velplaceret.

Men Fiddys vokal lød bedst, når instrumentationen var underspillet og gjorde plads til hans kølige levering, hvilket vi heldigvis fik at høre på ‘Many Men’ og ‘Southside’.

Hovedpersonen selv lod i det mindste til at nyde det. Jovist, han osede ikke ligefrem af energi eller fysikalitet, og til tider var hans vokal sløset – det var decideret pinligt at høre ham forsøge sig med Nate Doggs omkvæd på ’21 Questions’. Men hans evigt gennemtrængende smil og hans kommunikation med publikum var svært ikke at lade sig charmere af.

50 Cent i Royal Arena. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Hans smil var nok størst under et fjollet indslag, hvor danserne gav lapdances til Fiddy, Yayo og Murda, mens Snoop Doggs ‘Drop It Like It’s Hot’ kørte i baggrunden. En breakdancesekvens i slutningen af ‘How We Do’ og et danse-intermezzo til Frank Sinatras ‘New York, New York’ var også underlige afstikkere på en ellers velstruktureret sætliste.

Mindre af den slags en anden gang, tak. Og mere fokus på Fiddy, der nyder at rappe. For den ugidelige Fiddy lader endelig til at være fortid.


Kort sagt:
50 Cent er ingen stor liverapper, men han var ofte tilstrækkelig til sin Royal Arena-koncert, hvor han osede af charme hele vejen igennem. Desværre distraherede et øredøvende liveband og et par malplacerede indslag unødigt fra koncertens hovedperson.

50 Cent. Koncert. Royal Arena.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af