Roskilde Festival: Busta Rhymes skulle nærmest tvinges til at rappe under pinagtig Orange-koncert

I starten af Busta Rhymes’ koncert på Orange Scene vidste publikum endnu ikke hvor galt, det hele ville gå. Men det var tydeligt, at noget var galt.

En rusten dj serverede blandede, nostalgiske hiphop-bolcher, men lyden var helt off. Trommerne landede med et knas, som når man tager en bid af et knækbrød.

Det gik 15-20 minutter af showet med. Så betrådte Busta Rhymes scenen. Men den store entré til ’Ante Up’-remixet blev saboteret af, at hans mikrofon ikke virkede. Jeg mindes ikke at have set en mere antiklimatisk åbning på Orange Scene før.

Mikrofonsvigtet var selvfølgelig ikke rapperens egen skyld. Det var den næste time så til gengæld.

For i stedet for den driftsikre rejse gennem de seneste årtiers klassikere, lød koncerten mest af alt som et gammel kassettebånd, der var så slidt, at man aldrig nåede at komme ind i en sang, før noget gik galt, og alt skulle startes forfra.

Enten var det fordi Busta Rhymes fravalgte at rappe, mens hans hypeman Spliff Star plaprede løs. Eller fordi rapperen simpelthen stoppede sangene efter 10-20 sekunder.

Den slags pull ups kan fungere fint, hvis energien er til stede – og hvis sangen senere bliver forløst. Men her punkterede Busta Rhymes bare en energi, der ikke eksisterede, hvorefter han kun leverede sporadiske vers, ikke hele sange. Han havde ingen forståelse for, hvor publikum var.

Rapperen brugte også det billigste trick af alle, og spillede ‘Seven Nation Army’. Hele to gange, på forskellige tidspunkter.

Den gode nyhed var, at når han en sjælden gang rappede, så gjorde han det faktisk godt. Stemmen er der stadig. Selv et knap så essentielt vers som hans feature fra Chris Browns ’Look At Me Now’ lød imponerende. Hvis bare han havde spillet sine sange i deres helhed, ville koncerten have været helt fin.

Problemet var bare, at hver gang Busta Rhymes havde rappet bare et enkelt vers, så skulle han hyldes og modtage applaus i lange baner. Så stod musikken bare stille, mens rapperen teatralsk tørrede sveden af panden og støvet af skuldrene.

Imens ventede publikum på, at han ville være så gavmild at velsigne os med et halvt minuts rap mere. Hvis altså ikke de bare skred – hvilket mange gjorde.

Koncerten føltes lidt som sådan en fodboldkamp, hvor bolden hele tiden bliver sparket ud over sidelinjen af det ene hold, så kampen aldrig rigtig kommer i gang. Det var enormt uforløsende og frustrerende.

Selv sikre hits endte som fiaskoer. Busta Rhymes og Mariah Careys ’I Know What You Want’ er for eksempel en af 00’ernes definerende hiphop-pop-duetter. Det er en klassiker.

Men på Orange Scene blev det nummer parteret i småstykker, fordi rapperen afbrød nummeret, eller fordi Spliff Star skulle peptalke Busta Rhymes i gang. Der var også noget vagt homofobisk over rapperens insisteren på, at mænd altså ikke måtte synge med på den romantiske sang.

Det hele var en ret pinagtig og uværdig affære. Til sidst poppede Busta Rhymes en champagne og takkede for en BET-pris, han forleden blev tildelt i USA. Det opsummerede koncerten meget godt.

I stedet for at vise, hvorfor han fortjener at blive kaldt en legende, følte han det var nok bare at dukke op og modtage hyldesten uden at levere noget som helst.