Jamaika er tilbage.
I juni kunne man se på Instagram, at rapperen tilsyneladende var blevet løsladt fra fængsel. Nu er han klar til at udgive et nyt album ved navn ‘Championship’.
Det nye album lander ved midnat, fortæller rapperen i et nyt afsnit af podcasten Uden Filter, hvor han taler med værterne Hav og Kamal. Samtidig udkommer der flere nye musikvideoer, lover Jamaika.
»Der kommer et album. 14 sange. Tre musikvideoer. Det hele kommer på samme tid«, fortæller han.
‘Championship’ bliver Jamaikas første album siden ‘Nordsiden’ fra januar 2019 og hans første solomateriale siden 2021.
Det bliver en form for comeback-album for rapperen efter to år i fængsel. I april 2021 blev han dømt skyldig i anklager om knivoverfald og trusler og idømt forvaring. Dommen blev efter en ankesag ændret til tre og et halvt års fængsel.