Om lidt over en uge kan du opleve en lille stjerneparade af r’n’b-stjerner fra 90’erne og 00’erne i København.
Den 18. november får Forum nemlig besøg af koncertkonceptet ‘Rnb LGNDS’, der har et lineup bestående af blandt andre Ginuwine, Montell Jordan, Dru Hill og Adina Howard.
Det fortæller en pressemeddelelse, der også annoncerer, at Remee er »en af kræfterne« bag eventet.
Han udtaler blandt andet følgende i presseteksten:
»Siden jeg var en ung dreng i Solrød Strand var min største drøm altid at være som de største r’n’b-stjerner, men jeg hverken sang eller rappede godt nok til at leve op til den drøm, eller kom fra det rigtige sted for den sags skyld. Derfor har det i mange år været en ny drøm, at kunne samle de største kræfter indenfor genren, med de hits, som stadig fylder klubberne i dag, fra nogle artister, som rent faktisk kan performe og levere på et helt andet niveau, end mange af dem, som kommer frem i dag«.
Eventet har været annonceret en rum tid, men promoveringen har været minimal. Hvilket er synd, for det er et flot lineup, hvis man er til Y2K-r’n’b.
‘RnB LGNDS’ finder sted den 18. november i Forum i København.
Billetter koster 730 kroner – eller 2.000 kroner for fem billetter.
Line-up:
Dru Hill
Ginuwine
Montell Jordan
Adina Howard
RL (fra gruppen Next)
Renée (ZHANE)
Horace Brown