Marcus.wav, Bjørn og Josva er alle tre på nippet til et gennembrud, og det har de skrevet en sang om, som Soundvenue i dag har premiere på.
‘Aldrig doven’ hedder den, og ifølge trioen selv er det en »anti-single«. Og hvad er så en anti-single, spørger du? Det ved de tre rappere ikke helt.
Men det er vist noget med, at c-stykket fylder halvdelen af sangen, fordi et dramatisk beatswitch deler nummeret over i to. Ikke ligefrem den klassiske hitskabelon, medmindre man hedder Drake og Travis Scott.
‘Aldrig doven’ har også fået en flot musikvideo, der med sit sort-hvide kontorfællesskab og myriader af post-its lander et sted mellem ‘The Wolf of Wall Street’ og Dunder Mifflin.
Soundvenue har taget en snak med Marcus.wav om, hvordan samarbejdet opstod, og han fortæller, at det hele begyndte med en demo, som han og Bjørn lavede tilbage i januar.
»Vi var ret meget i tvivl, om man skulle fortsætte i drill-stemningen, eller hvor den skulle hen herfra. Det tog os et par sessions, før vi besluttede os for at lave et decideret beatswitch«, fortæller han.
»Og pludselig synes jeg virkelig, at den kaldte på Josva. Jeg kunne bare forestille mig 1:1, hvordan han kunne ligge på det, og så endte det jo med at blive endnu mere magisk, end jeg havde håbet. Så win-win«.
Marcus.wav håber, at trioen gennem deres nye samarbejde kan nå ud til hinandens lyttere, og at hans egne fans vil kunne spejle sig i Bjørn og Josva, som han betragter som nogle af landet mest interessante artister lige nu.
»Jeg synes personligt, at de er nogle af de absolut bedste dansksprogede lyrikere. Så det er bare en ære, at de gider være med, og at vi kan give den lidt op for hinanden«, forklarer han.
‘Aldrig doven’ udkommer officielt på streaming i morgen fredag.