Den danske producer Vera har gang i et ret unikt udgivelsesforløb for tiden.
I stedet for at udgive et album deler han drypvis ud af sine studiesessions i form af ‘Studio Update’-udgivelser. Og selvom der er nogle store stjerner med ombord, afslører tracklisten på Spotify ikke altid, hvem der gæster sangene.
Den første ‘Studio Update’ bestod af tre numre, og landede i september. I dag har vi så fået anden udgave, der består af fire sange.
I går havde nummeret ‘Ghost’ med Lord Siva premiere her hos Soundvenue, og Lord Siva er faktisk også krediteret som gæst på sangen.
Men på de andre numre skal man lytte nøje efter (eller tjekke credits på Spotify) for at lure, at ingen ringere end Mø gæster ‘Karens sang’ (på dansk!) mens ‘Zzz’ får besøg af Eee Gee.
»Jeg synes, album-formatet er supersvært. Det er meget sjældent, jeg ser et album, der ikke lige så godt kunne have været alle mulige andre formater«, fortæller produceren over telefon, da vi ringer for at høre lidt om tankerne bag udgivelsen.
»Så fik jeg idéen om at lave en fri platform, hvor alt i princippet kan lade sig gøre. Hvor der kan blive taget nogle hurtige beslutninger, og hvor numrene kan være færdige eller ufærdige. Numre man elsker, men som man ikke kan finde det rigtige hjem til«.
De fire sange, som Vera – eller William Asingh, som han hedder – i dag har sluppet, er som sagt skabt med en række store navne. Men processen har været helt afslappet, fortæller han.
»Jeg har for eksempel lavet en sang med Emma Grankvist, Eee Gee. For halvanden uge siden sad jeg på min computer og rodede rundt, og pludselig fandt jeg denne sang fra en af vores sessions sammen. Jeg havde glemt alt om den, men jeg hørte den, og det var virkelig et smukt nummer«.
Sangen er altså i princippet en skitse, forklarer produceren, og det er ikke utænkeligt, at den en dag udgives i mere færdig version.
‘Karens sang’ med Mø er også løftet fra skitser fra studiesessions.
»Det er bare et stykke fra en anden sang, jeg har lavet med hende«, siger Vera.
»Når man hører det isoleret, så lyder det lidt som en slags salme. Men det er en engelsk sang, hvor hun synger c-stykket på dansk. At udgive den på denne måde synes jeg bare, er vildt spændende«.
Sangene er altså vitterligt studie-opdateringer – som titlen jo også understreger. Den udgivelsesform ser ud til at passe Vera helt fint.
»Det er et kunstnerisk udtryk i det med at udgive umiddelbare ting«, fortæller han.
»Det minder mig om noget, som man også mærker hos folk som Frank Ocean og Jai Paul«.