Sydney Sweeney mener ikke, at hun blev objektiviseret i musikvideoen til Rolling Stones-singlen ‘Angry’.
Sådan lyder det fra ‘Euphoria’-skuespilleren i et nyt interview med Glamour.
»Jeg følte mig hot«, fortæller Sweeney blandt andet om optagelserne til den omdiskuterede musikvideo. »Jeg valgte mit eget outfit ud fra masser af tøjstativer, og jeg følte mig så godt tilpas i det«.
Tidligere på måneden rettede blandt andre Damon Albarn kritik mod Sweeneys optræden i »den forfærdelige musikvideo«, hvor hun ifølge Blur-frontmanden bliver objektiviseret af The Rolling Stones.
»Hvad fanden er det? Der er noget, der er helt galt«, udtalte Albarn dengang til det franske magasin Les Inrockuptibles.
Men det er Sweeney altså uenig i. Tværtimod betragter hun sin oplevelse som »cool og ikonisk«.
»Jeg havde det godt. Alle mine moves var ren freestyle«, fortæller hun. »Jeg mener, hvem får ellers lov til rulle rundt på taget af en cabriolet, der kører ned ad Sunset Boulevard med politieskorte?«