‘Orquídeas’: Roskilde-aktuelle Kali Uchis har udgivet sit mest festlige album til dato
Da colombiansk-amerikanske Kali Uchis for alvor brød igennem i 2018 med debutalbummet ‘Isolation’, blev jeg med det samme bjergtaget.
Det skyldtes hendes forførende, døsige stemme, hendes uimodståeligt kølige attitude, hendes retro-dekadente æstetik – tænk neonlys i røgfyldte rum, opsat hår og slidt velour – og ikke mindst hendes forfriskende mangel på ærbødighed over for genrekategoriernes regler og begrænsninger.
Her blev psykedelisk neo-soul, funk, r’n’b, reggaeton og synthpop blandet sammen i en skøn pærevælling. Jeg vil ikke tøve med at kalde ‘Isolation’ en af 2010’ernes allerbedste plader.
Desværre har de to album, hun har udgivet siden ‘Isolation’, ikke fanget mig på samme måde. Både ‘Sin Miedo’ fra 2020 og ‘Red Moon In Venus’ fra 2023 fremstod homogene i deres lydbillede og for overbeviste om deres egen lækkerhed. Jeg savnede ridser i lakken, overraskende omveje, skøre påfund.
Derfor glæder det mig at kunne meddele, at Kali Uchis’ fjerde (og andet spansksprogede) album, ‘Orquídeas’, med længder er hendes bedste og mest interessante siden debuten.
Siden ‘Isolation’ er Kali Uchis kun blevet en dygtigere vokalist. For hver plade, hun har udgivet, er hendes register tilsyneladende kun blevet større siden den foregående. Hendes stemme fremstår til stadighed mere ekspressiv, hendes tilstedeværelse bag mikrofonen mere fængslende.
På ‘Orquídeas’ formår hun at udnytte det. Tag for eksempel en sang som ‘Te Mata’, en storslået bolero-ballade, der lyder, som om den kunne være skrevet for hundrede år siden og indspillet af de allerstørste bolero-sangerinder som Toña la Negra eller La Lupe.
»Nunca vas a poder cortar mis alas / Y eso es lo que te mata«, lyder omkvædet. Eller på dansk: »Du vil aldrig være i stand til at klippe mine vinger / Og det er det, der dræber dig«.
Over dramatiske strygere, håndspillet perkussion og akustisk guitar leverer Uchis dette kraftfulde udsagn om selvstændighed og udholdenhed med en bjergtagende vokalpræstation, der i sin styrke og indlevelse er ulig nogen anden sang, hun har udgivet.
‘Te Mata’ er en ubestridt kronjuvel. Ikke blot på albummet, men i hele Kali Uchis’ karriere. Og skønt der ikke er nogen sange, der rigtigt kan måle sig med den, er der bestemt meget andet godt at hente på ‘Orquídeas’.
Det gælder ikke mindst den kæmpestore, om end herligt underlige banger ‘Muñekita’, som med en uortodoks, kringlet struktur og et beat, der kombinerer skarpe, metalliske synthtoner med et tabla-lignende instrument lyder som reggaeton produceret af Timbaland.
Lige så festligt er det salsainspirerede afslutningsnummer ‘Dame Beso / Muévete’, der uophørligt stiger i tempo og intensitet, indtil det kulminerer i et festfyrværkeri, der er et karneval værdigt. Man ser de farvestrålende masker og de fjer- og rhinstensbesatte hovedbeklædninger for sig.
Og så er der den månebelyste, sensuelle disco-kinddans med mexicanske Peso Pluma, ‘Igual Que Un Ángel’, hvor de to stjerner forfører med en kemi, der gør mig en smule stakåndet.
I det hele taget vil ‘Orquídeas’ mere end noget andet Kali Uchis-album skabe en fest, og det er en fest, jeg kun kan tro kommer til at forløse sit fulde potentiale, når Uchis gæster Roskilde Festival til sommer.
Jeg kan i hvert fald forestille mig få ting mere magiske end at danse til albummets varme, colombianske toner, mens en blodrød sol sænker sig over den stadig lune sommeraften. Det er den slags drømme, der lige akkurat formår at bringe mig igennem de sidste mørke vintermåneder.
Kort sagt:
På sit mest festlige album til dato cementerer Kali Uchis sit unikke talent for overraskende genrekombinationer, og som vokalist har hun aldrig været stærkere. ‘Orquídeas’ lover særdeles godt for et brag af en koncert på Roskilde Festival til sommer.