Vi lover ikke, at samtlige af vores mere eller mindre seriøse spådomme om musikåret 2024 går i går opfyldelse, men én af dem er allerede godt på vej.
Det drejer sig om det fænomen, vi har døbt Infernalsancen – nemlig den forestående revival af den danske duo Infernal, der ifølge krystalkuglen følger i hælene på Medina og laver det helt store comeback i år.
2023’s Medinassance blev som bekendt indvarslet af en række samarbejder med nye navne som Kind mod Kind og D1ma, og på tilsvarende vis har Infernal de seneste år samarbejdet med Sonic Girl, Branco og Jimilian.
Nu er den ene halvdel af Infernal klar med endnu et overraskende samarbejde.
I dag har Soundvenue nemlig premiere på sangen ‘Rock Song’, den seneste single fra danske First Hate, hvor synthpop-duoen får selskab af netop Infernal-forsanger Lina Rafn.
De mødtes sidste sommer til et arrangement på spillestedet Mayhem, og ifølge Joakim Wei Bernild, den ene halvdel af duoen, fungerede clashet mellem Rafns stadionenergi og DIY-omgivelserne »sindssygt godt«.
»Hun er jo en kultskikkelse i dansk klubmusik, så hendes tilstedeværelse giver perfekt mening«, forklarer han i en mail til Soundvenue.
Derefter skrev de til hende på Instagram, og inden længe var de i studiet sammen, hvor Rafn ifølge First Hate-frontmand Anton Falck bare »kom ind ad døren og toplinede hele melodien i første take«.
»At være i studiet med First Hate føltes som at komme hjem til et sted, jeg ikke vidste, jeg ville føle mig hjemme«, mindes Infernal-forsangeren, da vi spørger ind til det overraskende samarbejde.
»Vi var sgu bare i sync. Vi trippede på de samme ting og tændte af på de samme ting. Vi fandt en fælles glæde ved mødet mellem kitschet nostalgi og ægte kærlighed til det hyper banale og svulstige«.
Trods titlen er ‘Rock Song’ egentlig ikke en rocksang. I stedet har vi at gøre med en synthbasker med rave-stemning, der ifølge duoen selv meget vel kan have resulteret i deres største pop club-anthem til dato.
Og spørger man Anton Falck, skyldes det især Rafn. »Hun har bare det der klubkrydderi«, som han formulerer det.
Den nye single har også fået en musikvideo, der passer til nummerets knytnævepumpende energi. Se med herunder og vurder selv, om det her bliver startskuddet til Infernalsancen.
‘Rock Song’ er en del af First Hates nye ep, ‘Down the Rabbit Hole’, der udkommer fredag den 26. januar. Ep’en byder på i alt fire numre, der i en pressemeddelelse omtales som »en samling omstrejfende katte«.
I næste uge spiller duoen to af deres største headliner-shows til dato. Den 1. februar gæster duoen nemlig Train i Aarhus, og dagen efter gælder det Store Vega i hjembyen København.
Desuden kan duoen afsløre, at der allerede er flere udgivelser samt en europaturné i kikkerten.
‘Rock Song’ og resten af ep’en ‘Down the Rabbit Hole’ udkommer officielt på streaming i morgen fredag den 26. januar.