I starten af 2010’erne havde Vinnie Who den type karrieremæssig medvind, de fleste unge musikere kun kan drømme om. Han optrådte på Roskilde Festivals Orange Scene, blev spillet i radioen og gjaldt som en af tidens toneangivende musikere.
Men for otte år siden trak Niels Bagge Hansen, som han hedder, stikket og forsvandt simpelthen fra musikscenen. Siden har der været meget stille omkring den engang uundgåelige artist.
Indtil nu. For nylig udgav Vinnie Who sangen ‘So Real Surreal’, og nu har han givet et interview til DR, hvor han taler om den lange pause og om vejen tilbage til musikken.
Her fortæller Vinnie Who, at det var stressende for ham at være en offentlig person, og at han de seneste år har boet på Møn med sin kæreste.
»Planen med at flytte til Møn var at sætte mig i en situation, hvor jeg var nødt til at skulle levere og have masser af tid til at lave musik. I stedet for at tage i byen og have tømmermænd og blive hylet ud af den. En form for tvungen isolation«, fortæller Niels Bagge Hansen til DR.
Musikeren fortæller også, at han her blev fanget af sin egen perfektionisme og ikke var i stand til at færdiggøre det projekt med elektronisk musik, han arbejdede på.
Nu er Vinnie Who flyttet tilbage til København igen – og er altså aktuel med sin første single i årevis.