Vinnie Who om drabet på discoprinsen: »Jeg havde aldrig før lavet en sang med akustisk guitar«

Konfettien er børstet af skuldrene og de festlige singler pakket væk. Niels Bagge har fundet sig til rette i en afslappet 70’er-psykedelisk zenstemning.
Vinnie Who om drabet på discoprinsen: »Jeg havde aldrig før lavet en sang med akustisk guitar«
Foto: Søren Rønholt/Soundvenue

Interviewet blev første gang bragt i Soundvenue Update #01.

Siden gennembruddet for fem år siden har 27-årige Niels Bagge stilsikkert iscenesat sig selv som discoprins leveringsdygtig ud i synth-bårne, dansable sange under sit Vinnie Who-alias. Så da ‘Seven’, førstesinglen fra hans tredje album, ‘Harmony’, landede i november med en radikalt anden lyd, var det noget af en overraskelse. »Man tiltrækkes vel af sine modsætninger«, forklarer Niels om skiftet til et lavere toneleje, et tilbagelænet tempo og en hyggespredende slideguitar som et klart nyt kendetegn.

Håret har fået lov til at gro ned til skuldrene, ex-Beatlerne Lennon og Harrisons soloalbum lurer i baggrunden, og i centrum lyder Vinnie Who selvsikker i sit nye harmonidyrkende udtryk.

For de fleste hænger Vinnie Who uløseligt sammen med discopop. Hvorfor valgte du at droppe genren?
»Fordi jeg ikke havde lyst til at lave disco længere. Jeg var blevet træt af min måde at lave disco på, og så må man jo prøve at finde en anden måde at lave musik på. Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over, men der er selvfølgelig kommet en ny lyd og andre referencer ud af det. Jeg skrev faktisk mange af sangene til den nye plade, lige da jeg afleverede mit forrige album. ‘Only Dreaming’ skrev jeg for eksempel dengang i 2013, men da var det kun musik, jeg lavede til mig selv, fordi jeg syntes, det var fedt at lytte til, og som en slags øvelse i at lave musik på en anden måde. Og så fandt jeg ud af, at det i virkeligheden var sådan, jeg ville fremstå. Det var en lyd, jeg bedre kunne forene mig med. Det er derfor, pladen hedder ‘Harmony’, fordi den er så zenagtig og fuldstændig det, jeg havde lyst til at lave«.

Hvordan er du konkret gået anderledes til sangskrivningen?
»Når du hører pladen, er der ro på. Der er et par af numrene, der varer seks-syv minutter. Med de forrige plader gik jeg, set i bakspejlet, mest op i singlerne, som ligesom skulle være der, for at pladerne blev succeser. Det er jeg ikke gået op i denne gang. Her er singlerne ikke lavet til at være singler, men udvalgt efter at albummet var færdigt, fordi de bare var gode sange. På den måde er ‘Harmony’ et mere helstøbt album. Jeg har prøvet at udfordre mig selv til ikke at lave et album, der var overgearet. Det har jeg desværre en tendens til at gøre«.

Både discoen og ‘Harmony’ er inspireret af 70’ernes æstetik. Hvad fænger dig ved den tid?
»Jeg har altid været fascineret af 70’erne og start-80’erne. Mit øre kan godt lide at høre på trommer, der er indspillet i et studie i 70’erne. Man kunne lave sofistikerede hits, uden at de bragede igennem. Det er i den periode, at de bedste sange er skrevet – af Joni Mitchell og John Lennon for eksempel. Hvis man kigger på sangskrivningen dengang og den måde, som jeg har forsøgt at skrive sangene på det nye album, så er det meget enkelt: Man har en guitar, og så handler det bare om at sætte de rigtige akkorder og melodier sammen. Før i tiden sad jeg foran min computer og lavede loops og den slags, mens den her plade er meget mere singer/songwriter-agtigt lavet. Jeg havde aldrig før lavet en sang med akustisk guitar, men nu er der akustisk guitar på alle mine nye sange«.

Det må have været underligt at stå med en færdiglavet discoplade i 2013, når du samtidig var på vej ud i et nyt musikalsk territorium. Tænker du, at du skulle have droppet discoen allerede efter debuten?
»Nej, for jeg synes, der er nogle gode sange på ‘Midnight Special’. ‘39’ er jeg for eksempel meget stolt af. Jeg synes også, det andet album er bedre end det første. Men det var selvfølgelig lidt nemmere med det første album, fordi det var meget populært at lave disco dengang. Men man skal passe på med ikke at lade sig inspirere af for mange ting, når man er inde i noget – eller det skal jeg i hvert fald. Så får jeg lyst til at lave ting i øst og vest. Man skal sørge for at holde fast i det, man i første omgang troede på, for ellers bliver man aldrig færdig«.

Du er tidligere udråbt til Danmarks discoprins. Hvordan har du det med den betegnelse?
»Den er fin nok. Men det ville nok være lidt akavet at kalde mig det i dag. Generelt skal folk vende sig til det nye. Jeg har allerede spillet koncerter, hvor folk virkede til at synes, det var lidt underligt, at det ikke var helt så festligt, som de havde forventet«.

Men har du haft brug for et gennemgående Vinnie Who-hamskifte?
»Ja, det har jeg nok. Men det har altid lidt været konceptet med Vinnie Who, at det var noget, jeg kunne gøre, hvis det passede mig. Og det kan sagtens være, at jeg gør det igen. Men sådan er det jo. Man udvikler sig. Lige nu, fordi jeg har lavet en plade, som er så organisk, har jeg lyst til at lave elektronisk musik. Jeg kunne også godt tænke mig en dag at lave et album, der bare stikker i øst og vest. Hvis man skal have en lang karriere, skal man ikke være bange for at genopfinde sig selv. Det er rigtig kedeligt og irriterende med bands, som laver det samme igen og igen«.

Hvordan er det så at genopfinde sig selv – er det hårdt eller befriende?
»Det er en total befrielse. Det er ikke hårdt overhovedet. Jeg har selvfølgelig snakket meget med mine nærmeste om det og har også spillet musikken for venner, som syntes, det nye var meget anderledes. Ikke at de har sagt det direkte, men jeg kunne godt se i deres ansigtsudtryk, at mange af dem tænkte, ‘ej, det kan du ikke’ – at det var lige lovligt modigt. Men det blev jeg nødt til. Og jeg er meget stolt af albummet. Jeg tror også, det kommer til at ramme et publikum, som jeg har mere til fælles med i dag«.

Læs også: Vinnie Who: Fem inspirationskilder bag min nye lyd

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af