Vinnie Who

Discoen blev født på dansegulvet, og det kan derfor være en ubarmhjertig akt at skulle omforme den glitrende energi til læsbare data, der kan komme ud af højtalerne i de hvidmalede danske hjem. Niels Bagge aka Vinnie Whos andet album afspejler, at det stadig er en svær disciplin, men når den 45 minutter lange skive fungerer bedst, kan hofterne ikke stå stille. Og det er vel nu engang discoens succeskriterium.

Den tykke funkbas får stadig masser af spilletid, som når den på åbneren ’The Wiggle’ er hovedansvarlig for, at kroppen svinger, og generelt står udtrykket uden de store ændringer siden 2010-debuten. Dog har synthesizeren fået en del mere plads til leg, hvilket afspejles på ’39’, hvor en længere synthsolo danser festen af med Niels Bagges vocoder-vokal smygende om sig.

Læs også: Vinnie Who: Mine disco-favoritter

Det er albummets korteste numre, der fungerer bedst, for det er synd, når eksempelvis førnævnte åbningsnummer har fået godt fast i hofterne, men så glider ud i et mislykket forsøg på en LCD Soundsystem-outro, der mister grebet om lytteren allerede midtvejs.
Ved den magiske fireminutters-grænse står ’Wonderful’ og ’How Can I Be Sure’ omvendt som funklende discoballader. Sidstnævnte formår tilmed med næsten ambiente synthflader at lægge en flot baggrund til den glitrende discopop.

Trods visse problemer formår albummet at overmale det meste af den hvide vægmaling og starte en fest, hvor end lytteren befinder sig. Det alene skal Vinnie Who have et stort plus for.