Mange troede nok, at de antisemitiske udtalelser tilbage i 2022 ville være sømmet i kisten for Kanye Wests karriere, da Adidas og andre samarbejdspartnere boykottede ham.
Den til stadighed kontroversielle rapper har imidlertid fortsat et hav af fans, som har fået hans nye, flere gange udskudte fællesalbum med Ty Dolla Sign, ‘Vultures 1’, til at ramme hitlisterne.
Senest har Kanye i en Instagram-story delt et opslag fra Daily Loud, der siger, at han har overtaget Taylor Swifts placering som den største musikartist på globalt plan lige nu.
Det så dog mindre positivt ud for rapperen, da han i 2022 netop var kommet med sine antisemitiske udtalelser. Det fortæller Kanye til en TMZ-fotograf, skriver Comoplex.
»Jeg vil bare være ærlig over for jer. Jeg var to måneder fra at gå konkurs«, siger Kanye til fotografen, som fanger ham i en lufthavn.
»Jeg puttede alt, hvad jeg havde, ind i det. Vi flyttede til Italien, vi flyttede til fabrikkerne, og vi overlevede. Vi kom igennem aflysningen. Vi er tilbage som nummer et«.
Da fotografen spørger Kanye, om han fortryder sine antisemitiske udtalelser, svarer rapperen:
»Til alle de børn, der elsker mig, alle de jødiske børn, der elsker mig, jeg er ked af, hvis I alle skulle høre en voksen samtale, hvor vi skreg ad hinanden. Men vi nåede til et punkt, hvor der skulle ske noget. Noget skulle siges. Nogen havde brug for at sige noget. Når du er i et skænderi med nogen, kommer du ikke til at sige alt på den rigtige måde«.
Se videoen fra lufthavnen herunder.