10 nye rappere, du skal holde skarpt øje med lige nu

Fra minimalistisk trap og maskingeværsalve-flows til melodisk r’n’b og radikale genreeksperimenter – disse internationale navne glæder vi os til at følge fremover.
10 nye rappere, du skal holde skarpt øje med lige nu
Maiya The Don. (Foto: Danielle Hawthorne)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Karrahbooo

Nogle gange kan nye musikere i realiteten godt have været i gang i årevis. 26-årige Karrahbooo er imidlertid helt ny på rapscenen. Hun begyndte først at udgive musik i 2023, og det er indtil videre kun blevet til tre styks sangudgivelser.

Faktisk startede Karrahbooo sin spæde karriere som assistent for Lil Yachty i 2022. Året efter signede Lil Yachty hende til sit label Concrete Boys. Det forstår man godt. Med sin lille håndfuld numre gør Atlanta-rapperen nemlig stort indtryk. Hun har en ret speciel og virkelig cool lyd, i særdeleshed på grund at sit meget afslappede flow.

Det fungerer særligt godt på hendes mest populære sang, ’Running Late’, hvor hun over et solbeskinnet beat rapper hårde tekster som: »My family worry ’bout me, hear it in my music / Mama scared for me to get a gun ’cause she know I’ma use it«.

Til dig, der kan lide karismatisk gaderap a la Lil Yachty, der fremstår ubesværet snarere end råbende og overstyret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Anycia

På én af Karrahbooos tre udgivne sange, ’Splash Brothers’, optræder en anden ung Atlanta-rapkollega: Anycia.

Anycia står også for tilbagelænet, attitudefuld rap, men med et noget mere klassisk, tight flow og en dyb stemme, der giver hendes bars ekstra pondus.

Efter succes sidste år med den g-funk-klingende single ’BRB’ fra ep’en ’Extra’ ser Anycia ud til at have endnu mere vind i sejlene i 2024. Hun begyndte året med den Latto-gæstede, blæserbårne banger ’Back Outside’, og mon ikke der er mere spændende på vej?

Til dig der kan lide attitudefulde trap-bangers fra en karismatisk stemme i stil med Cardi B og Latto.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Maiya The Don

Vejen fra skønhedsguru til rapstjerne er ikke lang. I hvert fald ikke for Maiya The Don, der startede sin karriere med at lave beauty-indhold på TikTok.

Da hun nåede omkring 500.000 følgere i 2021, skiftede hun pludselig spor. Året efter brød hun igennem som rapper med singlen ’Telfy’, og sidste år var hun gæst på Flo Millis hitsingle ’Conceited’.

Maiya The Don står for benhård blærerap med et skudsikkert flow. Hun rapper, som om hun har været på toppen af hiphopbranchen i årevis. Der er hun ikke endnu, men hun kan godt tage et skridt opad i 2024, når hun forhåbentlig følger op på det stærke 2023-debutmixtape ’Body’.

Til dig, der kan lide medrivende blærerap og et overlegent flow, der lyder lidt som Megan Thee Stallion.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

That Mexican OT

Det giver god mening, at That Mexican OT på sin nyeste single ’Point Em Out’ har fået besøg af DaBaby.

Den mexicansk-amerikanske rapper har nemlig et lignende hurtigt og medrivende flow, som synes ustoppeligt, når først det er kommet op i tempo. Den 23-årige texaner (OT står for Outta Texas) tilføjer med sine latinorødder en masse rullende r’er til sine engelsksprogede bars, så de lyder endnu mere som maskingeværsalver.

That Mexican OT er lidt mere etableret end de forudgående rappere på listen her. Han brød for alvor igennem sidste år med hittet ’Johnny Dang’, der snart rammer 100 millioner Spotify-afspilninger, og som er at finde på studiealbummet ’Lonestar Luchador’. Og som den nye single indikerer, har han ikke tænkt sig at slippe foden fra speederen lige foreløbigt.

Til dig, der kan lide tempofyldt gangstarap i stil med DaBaby – nu med latino-klingende udtale og melodier.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Destroy Lonely

Destroy Lonely har allerede fået kvalitetsstemplet fra én af tidens mest hypede rappere, Playboi Carti. Den 22-årige Atlanta-rapper er nemlig signet til Cartis label Opium.

Destroy Lonely laver catchy og melodisk autotune-rap over synthmættede beats, der trækker på trap-undergenren rage rap, som netop Carti var med til at gøre mainstream. Denne lyd har Destroy Lonely blandt andet videreført på det energiske hit ‘Nostylist’.

Sidste år udgav han den atmosfæriske sang ’If Looks Could Kill’, som er at finde på albummet af samme navn – et rimelig atypisk hit, nummerets langsomme tempo taget i betragtning. Det højenergiske PinkPantheress-samarbejde ’Turn Your Phone Off’ viser dog, at Destroy Lonely også stadig kan skrue tempoet helt i vejret.

Til dig, der kan lide den autotune-tunge og melodiske rage rap, som blandt andre Playboi Carti og Trippie Redd har været bannerførere for.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Paris Texas

Den amerikanske rapduo Paris Texas leverer alternativ hiphop i sin mest energiske og dynamiske form. Det hørte man allerede på Los Angeles-duoens debutsingle, der meget passende bar titlen ’Heavy Metal’. Den sang er tre år gammel, men de er alligevel med på denne liste, da de kun har vokset sig større siden.

Gruppen er opkalt efter Wim Wenders’ eftertænksomme roadtrip-film ’Paris, Texas’ fra 1984, hvilket fremstår temmelig ironisk, når man lytter til musikken. Udtrykket er nemlig tempofyldt og industrielt med rockede guitar-riffs tilført synths og hektiske trommerytmer.

På duoens andet album, ’Mid Air’, fra sidste år formår de også at skrue lidt ned for tempoet, for eksempel den følsomme grunge-rocksang ’Ain’t No High’, der klinger lidt af undergrundsrockstjernen Jean Dawson. Denne overraskende flersidighed gør Paris Texas særdeles spændende at følge fremover.

Til dig, der kan lide energiske rapduoer som Outkast og They Hate Change – med en rocket og kraftfuld lyd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nettspend

Mens Destroy Lonelys take på rage rap-lyden er atmosfærisk og melodisk, tager teenageren Nettspend undergenren i en mere yderliggående, radikal retning.

Den unge rapper begyndte sidste år at smide sin overdrevent syntetiske undergrundsmusik på nettet. Lyden er glitchet og skrattende. Og på numre som ’We Not Like You’ og ‘Shine N Peace’ flimrer hans flow som en ustoppelig autotune-strøm, der næsten lever sit eget liv uafhængigt af produktionerne.

Det kaster næppe store, brede mainstreamhits af sig at køre med et så kompromisløst udtryk. Men det bliver yderst spændende at følge, hvor eksperimenterne tager Nettspend og rage rap-genren hen.

Til dig, der kan lide den syntetiske, overdrevent glitchede stil fra rage rap og hyperpop.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

BigXThaPlug

Ved første øjekast ligner BigXThaPlug lidt The Notorious B.I.G., og Texas-rapperens dybe stemme og stabile flow ligger heller ikke langt fra østkystlegendens.

BigX virker i det hele taget til at være en rapper af den gamle skole, hvor det først og fremmest handler om at levere selvsikre rim over nogle stærke beats. At han største hit, ’Mmhmm’, bruger samme The Whispers-sample som Will Smiths ’Miami’ siger noget om, at hans idoler muligvis ligger tilbage i tiden.

Det betyder dog ikke, at hans sange mangler opfindsomhed. For BigX spytter gævt over en samling meget forskellige produktioner – fra countryguitar på ’Texas’ til jazzede vokal- og saxofon-samples på ’Back on My BS’. Det hele er tilsat trapgenrens tikkende trommer og dybe bas.

Til dig, der kan lide klassisk boombap-rap med attitude – og en dyb røst som Kevin Gates og Rick Ross.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lady London

Lidt i stil med Karrahbooo bringer Lady London en uforlignelig attitude til sine sange uden at hæve stemmen. The Bronx-rapperen har et tjekket snakkeflow, der minder en smule om Noname. Med 2023-debutpladen ’S.O.U.L.’ er hun nået ud til et større publikum end tidligere.

Lady London rapper over beats, der vækker associationer til 00’ernes hiphop-pophits. Sangen ’Yea Yea’ kunne for eksempel godt lyde som The Black Eyed Peas i deres storhedstid. På et andet nummer, Jeremih-gæstede ’Do Something’, skifter rapperen ubesværet over i en flødet og romantisk r’n’b-lyd.

Med andre ord: Lady London har helt sikkert hitpotentiale.

Til dig, der kan lide Nonames melodiske snakke-rap og skamløs nyfortolkning af 00’er-hits.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

310babii

Den unge rapper 310babii fra Inglewood, Californien er som en krydsning af 21 Savage og Blueface med sin monotone stemme og sit henkastede flow.

Det er den slags flow, som flyder overordentligt godt oven på et minimalistisk trapbeat med et simpelt instrumentsample og en tyk, tyk bas. Sådan et nummer lavede 310babii sidste år med det klaverdrevne dansenummer ’Soak City (Do It).

Hans levering er så tilbagelænet, at han nærmest lyder sløset, når han rapper »Left, do it, right, do it« på sangen, der sidenhen fik sig et remix med netop Blueface som én af gæsterne. ’Soak It (Do It)’ blev 310babiis store gennembrudshit – måske han formår at ramme plet igen i 2024?

Til dig, der kan lide nedbarberedetrap-bangers med et tilbagelænet, Blueface-agtigt flow.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af