Musikmogulen Sean Combs, der gennem årene blandt andet er gået under navnene Puff Daddy og Diddy, står lige nu midt en storm af anklager om blandt andet voldtægt, grooming og sexchikane.
Senest blev to af hans hjem i henholdsvis Los Angeles og Miami tidligere på ugen ransaget af de amerikanske myndigheder.
De mange anklager har ført til en større granskning af de mange rygter og fortællinger, der i årevis har været om Diddys adfærd.
For eksempel har et 20 år gammelt Rolling Stone-interview med Usher fået en del opmærksomhed, fordi r’n’b-stjernen her fortæller, at han som barn var vidne til en række grænseoverskridende ting, da han boede hos Diddy. Det rapporterer NME.
Usher blev opdaget af Diddy og boede hos ham i et år i 90’erne. I det genopdagede interview fortæller han om den tid:
»Der var altid piger. Du kunne åbne en dør og se nogen have sex eller en række folk have et orgie i et værelse. Man vidste aldrig, hvad der skete«.
NME har også fundet et andet Usher-interview med radioværten Howard Stern, hvor Usher i 2016 fortalte, hvordan det føltes at være udsat for den type ting i en så ung alder: »Jeg kunne ikke deltage, og jeg forstod ikke, hvad det overhovedet var, jeg så. Det var ret vildt. Det var skørt. Der skete en masse mærkelige ting, som jeg ikke nødvendigvis forstod«.
I samme interview bliver Usher spurgt, om han ville lade sit eget barn bo hos Diddy. Svaret er: »Hell no«.