KOMMENTAR. Emnet er alvorligt, men lad os alligevel starte med en lille leg: Hvor lang tid går der i en Kanye West-anmeldelse, før skribenten nævner rapperens antisemitisme?
Danske Politiken og britiske The Guardian nævner begge antisemitismen i første sætning af deres anmeldelser. De giver henholdsvis tre hjerter ud af seks og to stjerner ud af fem. NME når til sætning tre. Variety nævner »kontroverser« og »provokerende retorik« i tredje sætning, inden de når frem til antisemitisme i sætning fire.
Pitchfork og Rolling Stones anmeldelser starter med henholdsvis en historisk opridsning og en længere sammenligning med den afdøde basketstjerne Kobe Bryant, men begge tekster når frem til Kanye Wests antisemitisme efter et par afsnit.
Og hvad med Soundvenues anmeldelse, tænker du måske? Den nævner rapperens »rædsomme adfærd« i tredje sætning. Antisemitismen et par afsnit senere.
Pointen med legen er simpel: Det er umuligt at tale om Kanye Wests nye album uden samtidig at at tale om mennesket Kanye West.
Musikeren har de seneste år trukket overskrifter gennem antisemitisme, lovprisning af Hitler, støtte til Trump og en meget lang række andre kontroversielle udtalelser. Kanye har chikaneret sin ekskone, betvivlet slaveriets eksistens og sammenligner sig selv med R. Kelly.
Han har dermed skabt et prisme, verden ser ham igennem. Ingen anmeldelser, jeg har læst, ser bort fra mennesket Kanye West for udelukkende at fokusere på musikken.
Det er der visse, der mener, er et problem.
Jeg har læst massevis af kommentarer på sociale medier og internetplatforme, der hævder, at der begås en uretfærdighed mod ’Vultures 1’. De mener, at albummet bør anmeldes som værk i sin egen ret – uden hensyn til person Kanye West.
Anmeldelser ud fra moralske kriterier
Argumentet, der kan ses i utallige kommentarspor og tråde på Twitter, Reddit og så videre, men som sjældent får spalteplads i etableret musikjournalistik, er sådan set simpelt nok: Skribenter og mediers holdning til Kanye smitter af på anmeldelserne, fordi de fleste skribenter og medier finder Kanye Wests holdninger forkastelige.
Anmeldelsernes hårde dom ser ud til at understøtte den påstand. Siden Kanye West begyndte sin offentlige deroute, er hans popularitet blandt anmeldere styrtdykket.
Ifølge sitet Metacritic, der opsamler anmeldelser, er ’Vultures 1’ Kanye Wests værst anmeldte album, tæt efterfulgt af rapperens forrige album ’Donda’, der udkom midt i en shitstorm omkring Kanye Wests chikanerende adfærd mod ekskonen Kim Kardashian. Begge værker ligger omkring de 50/100 på Metacritics skala, hvilket er usædvanlig lavt – de fleste Kanye-værker ligger på 75 og over.
Selv den mest hærdede Kanye-fan vil dog næppe benægte, at ’Donda’ og ’Vultures 1’ også har fået færre anmelderroser, fordi de simpelthen ikke er på niveau med musikerens hovedværker.
Men er de blevet yderligere hårdt bedømt, fordi mange anmeldere og medier samtidig er uenige med Kanye Wests holdninger eller finder hans adfærd forkastelig? Det er, mener jeg, svært at udelukke.
Jeg vil ikke skyde nogen anmeldere i skoene, at de lader deres holdninger diktere deres musikalske vurderinger. Men de senere år er det blevet mere accepteret at anmelde ud fra moralske kriterier.
Der har – i kølvandet på MeToo-bevægelsens oprulning af musikalske krænkere – været et opgør med idéen om, at man altid skal adskille artist og værk. Det er for eksempel de færreste, der i dag mener, at man bør adskille R. Kellys musik fra hans person.
Men der er alligevel én ting, man nok lige bør huske på, før man kaster sig ud i at forsvare Kanye West mod angiveligt urimelige hårde anmeldere. Nemlig at antisemitisme jo ikke er noget, anmeldere læser ind i hans musik udefra, men noget Kanye selv har placeret centralt i sit tekstunivers.
Et kompliceret tilfælde
Et ofte glemt – men i virkeligheden ret centralt – aspekt i idéen om, at man bør adskille artist og værk er forestillingen om, at kunstner og kunstværk er separate størrelser.
Hvis en maler skaber et billede af et æble, er der ingen grund til at bruge malerens liv som forståelsesramme for maleriet.
Men sådan en adskillelse mellem artist og værk findes ikke i Kanye Wests musik. For Kanye West laver ikke sange om emner, der er adskilt fra hans eget liv. Kanye West laver sange, hvor han siger ting som: »How am I antisemitic? I just fucked a Jewish bitch«.
Netop fordi Kanye West placerer antisemitismen centralt i sin musik, er den – selv hvis man mener, man bør adskille kunstner og værk – legitim at inddrage i en anmeldelse.
Som Soundvenues Kjartan F. Stolberg for nylig skrev i et Facebook-indlæg i en ophedet debat om albummet: »Når det er et album, der handler om Kanye, kan jeg ikke adskille det fra Kanye. Hvis Kanye havde besluttet sig for at lave et album, der handler om rodfrugter, ville jeg nok også have svært ved at adskille det fra rodfrugter«.
Det er med andre ord Kanye West selv, der ophæver adskillelsen mellem kunstner og værk.
’Vultures 1’ placerer sig dermed i en form for gråzone. Det er ikke muligt at se bort fra kunstneren bag, når han selv placerer sit forhold til antisemitisme centralt i teksterne. Men hvor meget skal en anmelders holdning til tekstindholdet farve vurderingen af albummet?
Det er en kompliceret sag. Personligt synes jeg, at albummet er en overrumplende og ofte fascinerende lytteoplevelse. Men jeg synes, Kanye Wests trollende antisemitisme er ubehagelig.
Hvis jeg skulle anmelde albummet, ville de to forhold trække mig i hver sin retning. For som Variety har skrevet i deres anmeldelse, har albummet store kvaliteter rent musikalsk, men de er samtidig »et lyrisk minefelt«. Derfor ville en anmeldelse ikke være en ukompliceret tekst at skrive
Sådan er der nok mange anmeldere, der har haft det – jeg vil gætte på, det også er derfor, så mange starter med elefanten i rummet: Kanye Wests antisemitisme.