Kanye West og Ty Dolla Signs længe ventede og ofte udskudte ‘Vultures 1’ udkom for lidt over en uge siden, og siden er der sjældent (hvis overhovedet) gået en dag uden nye udmeldinger og annonceringer.
Kanye West har søsat en ny tøjkollektion, sendt en form for fredstilbud til Taylor Swifts fans og er blevet kritiseret for ulovlig sampling af Ozzy Osbourne og af Donna Summers’ efterkommere.
Det næste kapitel i sagaen om den kontroversielle udgivelse er, at Kanye West og Ty Dolla Sign ifølge Billboard har annonceret, at de kommer til Europa allerede i næste uge.
I fredags annoncerede duoen, at de holder lytte-events i Milano og Bologna den 22. og 22. februar, og nu har Kanye West meldt ud, at de også kommer forbi Paris den 25. februar, hvor de optræder i Accor Arena, der kan rumme 12.000 mennesker.
Før man booker billet til Italien eller Frankrig, skal man dog nok lige tænke sig om en ekstra gang. For det er ikke helt klart, hvad de her lytte-begivenheder egentlig indbefatter – de er i hvert fald næppe klassiske koncerter. Samtidig har Kanye West en uheldig historik med at aflyse eller udskyde den her type events.
Kanye West har også offentliggjort datoerne for lytte-begivenhederne på sine sociale medier.